Ur af Rasmus Hastrup

Uforskammet længe har Rasmus Hastrups nye bog, Ur, ligget på mit bord og ventet på at blive læst. Hvorfor hedder den Ur? Hvorfor er der en stejlende tyr på forsiden?

Så længe jeg kan huske, har jeg været tiltrukket af ting, der har givet hovedbrud. Computerspil som Mystserien, film som Inception, Looper osv. Det pirrer min nysgerrighed og får mig til at gruble. Hastrups ord gør det samme. For ikke så længe siden begyndte jeg at genlæse en af hans noveller, gik af ukendte grunde i stå midt i historien om staklen der faldt ned i et hul i skoven og endte i et bibliotek. Jeg tænker tit på ham. Ligesom denne bog vil dukke op i min bevidsthed fra tid til anden.

I starten går det godt i Ur. De tre første kapitler foregår i 1300 tallet, hvor vi får en smuk og tragisk historie om munken Æinir Glyrifax. Man får følelsen af at være med i Rosens navn, for Glyrifax er tilkaldt til en borg, hvor mange andre med særlige talenter er hidkaldt af en mystisk fyrste, for at tegne et specielt kort. Det hele virker normalt, man prøver som læser at ignorere, at munken overlevede en flugt fra varulve i nærheden af Horsens, men da kortet han arbejder på viser sig at have magiske evner, er der ingen vej tilbage; det her er en speciel historie, nøjagtig som Hastrups foregående tre formidable værker.

Kort fortalt handler bogen om forsøget på at redde verden fra undergang. Selvom de forskellige kapitler springer i tid og sted er man slet ikke i tvivl om, at i denne bog hænger det hele sammen, det skal man bruge lidt flere kræfter på i de tre første.

Hastrup skriver i mange forskellige genrer bogen igennem, og han skriver som vanligt utrolig godt og varieret. Det er en nydelse at betragte hans leg med ordene og erfare langsom pludselighed, koldbrandsfarvede bær og beskrivelsen af skaden: Dens øjne sugede halvmørket til sig og sendte det helmørkt tilbage. Skaden optræder i bogens bedste og mest stemningsfulde kapitel, Hindbærsvinget. Beskrivelsen af ægteparret der forsøger at finde rundt i et parcelhuskvarter er totalt skræmmende. Som at fare vild i et tåget vadehav.

Jeg må være solidarisk med Fritz Syberg, der på et tidspunkt ikke længere aner sine levende råd. I kapitlet Kære høns skriver maleren meget smukke breve til sin døde kone, i en ligeså smuk og gammeldags stil, der igen viser Hastrup som en mester i sprogets form.

I et forsøg på måske bedre at forstå historien, genlæste jeg bogen efter noget tid. Hjalp det? Jeg ved det helt ærligt ikke. Hvad er det du vil sige, Hastrup? Er vi ikke gode ved verden, kan kunsten redde os, er det for sent at ændre noget som helst? Eller fucker du bare med vores hjerner?

Uanset hvad, så er det en bog der har gjort dybt indtryk på mig, og måske er det årets bedste læseoplevelse. Hvis jeg ikke vidste bedre skulle man tro, at Hastrup var beamet ned fra en anden planet, bare for at studere og forvirre os mennesker. Alene navnene i bogen er fra et helt andet univers, Glyrifax, Nellycat Bubasatt, Ardwulf Enegram. Prøv måske også at google navne som Heptus Mozer, Skulagrimm Kolbeinsson eller urmørkemor, så giver det hele mere mening!!

Anmeldereksemplar

Lån bogen på Bibliotek.dk