275
2017
978-87-93434-70-7
Maria er 46 år og arbejder som projektleder på et reklamebureau. Hun er gift med it-manden Jakob, og sammen har de tre piger. De bor i en stor villa i Charlottenlund, har en dyr bil og rejser til udlandet på ferie flere gange årligt. Intet under at Marias kærlige øgenavn på jobbet er ‘forstadsfruen’.
Selvom livet på overfladen kører på skinner for Maria, føler hun sig langt fra tilfreds. Jakob er flyttet ud af soveværelset, fordi han træner til en ironman og derfor sover i en tryktank. Men allerede før det var gnisten gået af ægteskabet. Maria føler, at det hele kører i cirkler, og at hun hele tiden må sætte sine egne behov på pause.
Måske er det derfor, at hun er så smigret over, at den noget yngre Nikolaj fra arbejdet råflirter med hende ved enhver lejlighed? Og hvad er det lige med reklamebureauets nye store kunde, som tiltrækker Maria så voldsomt?
”Udspring” er Mikkel Jønssons skønlitterære debut. Det er en roman om tryghed og frihed; om at leve livet mens man har det, men også om de omkostninger ethvert valg har.
Historien er både underholdende og velfortalt, og man mærker tydeligt, at Jønsson har erfaring i at skrive fra sit arbejde som tekstforfatter. Jeg er imponeret over, hvor godt han formår at sætte sig ind i en midaldrende kvindes tanker. Det lykkes for ham at gøre Maria til en levende og troværdig figur, som man som læser sagtens kan sætte sig ind i. Og så er jeg rigtig glad for, at hun i løbet af romanen opnår en ny selverkendelse ad en lidt uventet vej.
Samtidig giver ”Udspring” luft for nogle af de tanker, der kan dukke op, når et parforhold når en vis alder. Vil man stadigvæk det samme? Hvor er lidenskaben blevet af? Ser man overhovedet hinanden mere? Maria føler sig i hvert fald både overset og underkendt af Jakob, hvilket til sidst får hende til at udfordre ægteskabets grænser. Men er det så lykken?
“Jakob kiggede på hende, som søgte han efter noget i hendes øjne.
– Hun knalder med garanti udenom … det kan selv en blind sgu se i mørke.
Maria tøvede et par sekunder med at svare.
– Hvorfor i himlens navn tror du det? Hun kiggede ud ad forruden og undgik Jakobs blik.
– Den måde hun opfører sig på. De ting hun siger. Og så arbejder hun på et hospital … der ved alle jo, at de knalder til højre og venstre … ligesom på reklamebureauer. Jakob løftede pegefingren igen.
– Tak, den forstod jeg godt. Knalder jeg nu også udenom, som du så smukt udtrykker det?
Jakob kiggede på hende. – Hvad? Dig? Nej, hvorfor fanden skulle du gøre dét? Du er slet ikke typen.
– Slet ikke typen? Maria undgik igen hans blik.
– Nej, du er da alt for ordentlig og korrekt. Dig ved man, hvor man har.
– Gør man det? Well — på bureauet kalder de mig også for forstadsfruen.
Jakob skreg af grin.
– Jeg er sørme glad for, at du også kan more dig i aften. Maria kiggede træt på ham.
– Forstadsfruen … det er sgu da sjovt. Jakob klukkede videre.
– Det er som man tager det, mumlede Maria til ruden.” (s. 56-57)
Er du til moden chick lit om parforhold, erotik og utroskab fortalt med både humor og stor menneskekundskab, så kan jeg kun anbefale ”Udspring”. Jeg var i hvert fald godt underholdt hele vejen.