Tritonus – en skærgårdsfortælling af Kjell Westö
414
2020
978 87 434 0012 7
Tritonus - en skärgardsberättelse - oversat af Jesper Klint Kistorp
1. udgave
Med “Tritonus – en skærgårdsfortælling” har den fremragende, finsk-svenske forfatter Kjell Westö (belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris) forladt de store, episke dramaer som “Luftspejling 38” og “Der hvor vi gik engang” til fordel for et mere nutidigt kammerspil.
Den berømte dirigent Thomas Brander lader opføre et kolossalt, himmelstræbende sommerhus i glas og beton lige ud til den finske skærgård. 10 meter til loftet, indbygget elevator, store panoramapartier, gæstehytte, boblebad sprængt ned i klippen, luksus fra yderst til inderst.
Her i Casa Tritonus skal det kræsne 58-årige kvalitetsmenneske hvile ud, når der er hul i det stramme turnéprogram. Og huller bliver der! For som om nemesis rammer ham, smuldrer alting nærmest fra den ene dag til den anden. Hans yndige, talentfulde violinistkæreste skrider, anmeldelserne bliver onde, engagementerne udebliver.
Heldigvis viser Reidar Lindell i huset ved siden af sig at være en flink og omsorgsfuld fyr. Næsten jævnaldrende, psykolog, guitarist i dansebandet Rainbow, tilpas duperet af sin berømte nabo.
Efter nogen skepsis fra Branders side begynder de to mænd at omgås en smule. Høre en masse musik, drikke sig moderat i hegnet, sætte fiskenet ud i den ulideligt smukke skærgård.
Begge mænd er blevet forladt af en kvinde, de elskede; begge mænd finder trøst i musikken; begge mænd får et godt øje til Rainbows smukke sangerinde Annette. Men hvor Brander er distanceret fra alt og alle i sin åndsaristokratiske boble, kæmper Lindell for hver en meter med sine almenmenneskelige værdier.
Romanen kredser om musik og erotik, solidaritet og egoisme, alderen der begynder at trykke, livets sande værdier. Man mærker, at Westö skriver om og for sin egen generation, og at der er investeret nogle deciliter hjerteblod i sagen.
“Tritonus – en skærgårdsfortælling” har høstet begejstrede anmeldelser hele raden rundt, så er det sagt. I min optik er der for meget føleri i bogen, for meget snobberi omkring klassisk musik, og de små, løsrevne dryp om corona virker, som om de skrevet ind til sidst for at gøre bogen dagsaktuel.
Romanen er bestemt læseværdig – ikke mindst for midaldrende mænd med en faible for Mahler og Mozart – men Westö har skrevet betydeligt bedre bøger. Start med de to, der er nævnt i indledningen.
