Tilbage til unaturen af Rasmus Nikolajsen

”Tilbage til unaturen” er lyrikeren Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling – og trods beskedne 64 sider er bogen af andre anmeldere blevet beskrevet, som den hidtil bedste bog i forfatterskabet.

Som bogens titel afslører handler digtene om naturen. For at være mere præcis er der tale om digte, som forfatteren har skrevet, mens han har opholdt sig i naturen og studeret sine omgivelser og tænkt over livets små og store spørgsmål.

Digtene har alle titler, hvoraf det fremgår hvor og hvornår digtene er skrevet, f.eks ”Badeschiff Berlin. 21. marts 2012” eller ”Sangstrup Klint. 25. december 2013”. Som almindelig serviceoplysning må jeg sige, at digtenes titler ikke er sigende for digtenes indhold eller kvalitet.

Forfatteren er meget præcis i sine digte, der er temmelig mange metaforer – og så er det ikke usædvanligt, at forfatteren kan finde på at lade et politisk statement få hæderspladsen i et givent digt. Rasmus Nikolajsen er god til at fremmane stemninger og formåede at imponere mig med sit billedsprog.

Overordnet set er ”Tilbage til unaturen” en meget fin og rørende digtsamling, der gjorde et positivt indtryk på denne anmelder (og det på trods af, at digte ikke er den genre jeg er skarpest i).

Digtene stimulerede min fantasi, der er ganske enkelt ikke et eneste dårligt digt i ”Tilbage til unaturen” – alle digtene besidder (i min optik) store litterære kvaliteter, og derfor synes jeg, alle skulle anskaffe sig denne digtsamling. Tag bogen med ud i haven (eller på altanen) en lun sommerdag og nyd denne digtsamling fra første til sidste side.

Fra digtet “Sangstrup Klint, 25. december 2013” (side 45):

“Min mors hund, Plet-Bernhard, mere
end tretten år gammel, og jeg
er kørt ud for at gå en tur
ved Sangstrup Klint, men har givet
op og sat os i læ for at
kontemplere. Det er ved at
være sent, og et turkist lys,
alt det lette, løftes op af
Kattegat. Bag os, klinten, som
en tandrække, og overfor,
længst ude, tilført en dråbe
rødguld, en mørk skybræmme fyldt
ind i horisontsprækken. Og
så bølgerne, de kværner løs,
som dage i et liv, men der
er også en knitren, under
den vanlige brummen, som jeg
aldrig før har hørt”.

Lån bogen på bibliotek.dk