0 kommentarer

Ti års frihed af Natascha Kampusch

af d. 17. maj 2017
Info
 
Sideantal

195

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-19699-3

Originaltitel

10 Jahre Freiheit (oversat af Nanna Lund)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Som blot 10-årig blev Natascha Kampusch kidnappet og gennem 8 år holdt fanget i en kælder i Østrig, hvor hun blev udsat for vold og overgreb af en midaldrende mand. I 2006 lykkedes det hende at flygte efter 8 års fangenskab, og hun skulle herefter i gang med at bearbejde de grimme oplevelser hun var udsat for i den trange kælder.

”Ti års frihed” er Natascha Kampusch´s egen fortælling om hvordan det har været at vende tilbage til noget, der minder om et almindeligt liv og en hverdag, der dog er langt fra at være almindelig selvom der nu er gået 10 år siden hun slap bort fra sit mareridt af et liv i fangenskab.

Man kunne have ønsket for den unge kvinde, at hun havde fået fred og ro til at starte et nyt liv efter at have gennemlevet et helvede med indespærring, sult og vold, men det har ikke altid været nemt at blive befriet fra den kælder, der var hendes hjem i otte år.

Selvom Kampusch har fået mange breve fyldt med sympati og medfølelse har hun også oplevet, at den virkelige verden huser mange ondskabsfulde og syge mennesker. Hun har bl.a. fået en del breve fra mænd i alle aldre, der tilbyder sig som hendes nye herre, mænd der synes at hun igen burde spærres inde og udsættes for vold og overgreb af disse mænd, for de synes det er kvinders plads i verden at være underlagt mænds lyster. Når hun går på gaden er det heller ikke udsædvanligt, at ældre kvinder spytter på hende, slår ud efter hende, kalder hende hore og beskylder hende for at have begravet et barn, som hun aldrig har født – men som disse kvinder mener hun skulle have fået med sin kidnapper for derefter at have slået ihjel.

”Ti års frihed” er en erindringsbog om hvordan det er at undslippe helvede på jord for derefter at forsøge, at indhente dele af den barndom og ungdom, som Kampusch blev berøvet. Det er fortællingen om at få misbrugt sin historie fordi andre vil tjene penge på hendes ulykke, men det er også en bog om at tilgive og om en usædvanlig menneskelig styrke, der i de kommende år vil hjælpe Kampush til at leve med de uhyrligheder hun blev udsat for. Kampusch selv regner dog ikke med, at hun nogensinde vil få et fuldstændigt normalt liv, men hun arbejder dog hårdt på, at komme til at leve så godt som det er hende muligt.

”Ti års frihed” er hård læsning. Man får en knude i maven over at læse hvor nederdrægtige andre mennesker kan være over for en ung kvinde, der har været gennem helvede. Samtidig er man også fuld af beundring over, at Kampusch ikke vil lade sig knække eller definere af de år hvor hun var i et sygt menneskes varetægt.

Dette er en modig og afdæmpet bog, der ikke er fyldt med selvmedlidenhed, men derimod med en stille optimisme og styrke. Bogen er en overbevisende fortælling om ondskab og om hvordan man forhåbentlig kan ende med at komme ud på den anden side som et nogenlunde helt og velfungerende menneske. Det er en læseværdig bog, der halter lidt sprogligt, men som til gengæld vinder på at være et interessant og indlevende portræt af en usædvanlig ung kvinde.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter