The Martian af Andy Weir

Normalt læser jeg ikke science-fiction. Indimellem kan jeg godt lide at se en god sci-fi film, men bøgerne er jeg aldrig rigtig blevet dus med. Men efter at have set filmen “The Martian” med Matt Damon i hovedrollen, blev jeg ligesom nødt til at læse bogen også.

NASA-astronaut Mark Watney deltager i en ekspedition til Mars. Få dage efter landingen på planeten, går alt galt, og Mark efterlades alene på Mars. Resten af besætningen er taget hjem, i den tro at Mark er død. Det er han så ikke helt.

“The Martian” er dels Mark Watney’s logbog fra det, der skulle ende med at blive et meget langt ophold på Mars, og dels er det fortællingen om en helt vanvittig redningsaktion, for at få ham sikkert hjem igen.

Oftest er det sådan, at en bog er bedre end dens filmatisering. Det er jeg ikke helt sikker på er tilfældet her. Det betyder ikke at bogen er dårlig, på ingen måde. “The Martian” er velskrevet, og faktisk rigtig morsom. Men især Mark’s logbogsafsnit kan være seje at komme igennem. Hans smittende optimisme og humor flyder ud over siderne – og det samme gør virkelig, virkelig, virkelig mange tekniske detaljer om alle mulige rum-ting, som de færreste af os nogensinde kommer i nærheden af. Især de første 50 sider er seje at komme igennem, men derefter går det bedre. At forfatteren, Andy Weir, må være lidt at en rum-nørd, tror jeg ikke, jeg fornærmer ham ved at sige.
Måske er det fordi jeg dybest set ikke fatter en bjælde (jeg er hverken astronaut, botaniker, ingeniør eller noget der minder om det), men alle de sindssyge ting Weir udsætter Mark for på Mars, forekommer faktisk troværdige på en eller anden vanvittig overdrevet måde. Det er faktisk rigtig godt.

Oversættelsen kunne godt være strammet op. Alt for mange amerikanske talemåder er ordret oversat, og bliver derfor noget vrøvl på dansk. Det engelske sprog ligger hele tiden meget tydeligt under overfladen, og nogle gange kommer det op over overfladen – bare på dansk. Det giver nogle “bump” i læsningen, hvor man lige skal stoppe op og overveje, hvad meningen mon er.
Desværre er der også en del stavefejl, og ikke mindst malplacerede anførselstegn der uden formål, gjorde at jeg måtte genlæse adskillige sætninger og afsnit. De mange oversættelses- og korrekturfejl, gjorde ikke noget godt for læseoplevelsen, og trækker voldsomt ned i den samlede vurdering.

Uanset hvad, så var jeg rigtig godt underholdt, og jeg kommer til at savne Mark Watney’s skæve bemærkninger og spøjse humor.

Lån bogen på Bibliotek.dk