0 kommentarer

Storebror af Mahir Guven

af d. 25. april 2023
Info
 
Sideantal

282

Udgivet

2023

ISBN

978 87 7151 542 8

Originaltitel

Grand frère - oversat af Mette Olsen

Udgave

1. udgave

 

Hvad foregår der inde i hovederne på de unge, især muslimske, rødder i Frankrig, når de ryger sig vinde og skæve, smadrer alt og alle og skaber hele kvarterer, hvor det er livsfarligt for udenforstående at nærme sig? Hvor meget af miseren kan tilskrives religion, og hvor meget skyldes ’bare’ almindelig afmagt over en udsigtsløs fremtid?

Jeg elsker selv at rejse i mad-, vin- og kulturlandet Frankrig og har tit tænkt over franskmændenes tilsyneladende uløselige problemer med de tusinder af frustrerede unge af anden etnisk herkomst.

Den fremragende debutroman ”Storebror” giver nogle af svarene. Bogen har modtaget den prestigiøse Prix Goncourt du Premier Roman, er solgt til 14 lande og er skrevet af Mahir Guven, der som søn af en kurdisk flygtning og en tyrkisk mor kender miljøerne indefra.

Skønt debutant skriver Guven som en rutineret rotte, og handlingen er komponeret, så læseren både bliver klogere og samtidig forkæles med en stigende spændingskurve.

Synsvinklen veksler mellem storebror og lillebror, ca. 30 og 28 år gamle, sønner af en syrisk-kurdisk indvandrer, der ernærer sig som taxachauffør. Deres elskede mor er død, den demente farmor anbragt på et plejehjem.

Storebror er Uber-chauffør og ryger alt for mange fede til at have styr på sit liv. Han knalder med en fedladen hvid pige, æder fastfood nede hos Mehmet og ser gamle film på dvd. Og så er han i lommen på en strømer, der har en grim klemme på ham.

Lillebror er familiens håb. Begavet, idealistisk, en drømmer. Han er sygeplejer og hyres af en muslimsk hjælpeorganisation til at rejse ned til de tidligere franske besiddelser, hvor krige hærger, og tusinder af syge og sårede står uden behandlingsmuligheder.

Mens lillebror er væk, udløser islamiske terrorister det blodige attentat i Bataclan-teatret i Paris, hvor 130 uskyldige massakreres. Og pludselig er muslimer ikke blot en ugleset befolkningsgruppe, men jaget vildt. Hvad vil der ske, når og hvis lillebror kommer hjem til ghettoen?

Mahir Guven inviterer hjemmevant indenfor i betonlejlighederne, fastfoodstederne, moskeerne. Vi er med på lazarettet og i forreste linje i Syrien. Vi begynder at forstå dilemmaerne for de unge og deres ældre familiemedlemmer, der er fanget i et limbo, hvor imamerne og deres forhærdede disciple peger én vej, internettet og det omgivende samfund trækker i en anden retning, og ens egen sunde fornuft er døvet af uvidenhed, hash eller almindelig apati.

Lån bogen på biblioteket

 

 

Bedømmelse
Karakter