Skinhellige herligheder af Lisa McInerney

Der er ikke mange fingre at sætte på denne roman. Plottet fænger, karaktererne lever og sproget har pondus. Som socialrealistisk skildring af Corks underverden forekommer den troværdig, samtidig med at visse elementer synes at have fået et twist mod det knaldlitterære og at historien er gennemsyret af en sort og vist nok meget irsk humor. Begge dele bidrager til at romanen er langt fra den alvor og til tider traurige tyngde, som mange vil forbinde med traditionel socialrealisme, uden at historien altså virker mindre som et falskt vidnesbyrd.

Det eneste større forbehold er faktisk sprogligt. Tonen er ofte rå, det er undeverdenens jargon, der efterlignes, men det virker i for mange situationer forceret, ikke helt troværdigt. Ville en gangster f.eks. bruge ordet ‘flab’? Og skal det i det overhovedet være realistisk eller er det en del af humoren? Jeg har ikke haft mulighed for at konferere med den engelske original, så om det er forfatterens eller oversætterens formuleringer, jeg kan have det svært med er ikke helt sikkert, selv om jeg nok må hælde til sidstnævnte. For der er andet der indikerer, at oversætteren ikke altid har truffet det heldigste valg i bestræbelsen på at skabe en gnidningsløs dansk tekst. Det ses tydeligst i de nogle gange lidt for direkte oversættelser. Ville en ung mand sige “sensorisk deprivation”? Og lyder det ikke unaturligt uelegant at tale om “opretstående stilling”?

Men når man engang har vænnet sig til stilen – forfatterens og oversætterens – skrumper forbeholdene dog ind og man rives med. Det gik op for mig under læsningen, hvor sjældent en romans karakterer følger med mig når jeg ligger bogen fra mig og går til mine daglige gøremål med arbejde og barn. Det slog mig, netop fordi disse udsatte skæbner levede videre og rumsterede i baghovedet på mig uanset hvor jeg gik hen. Jeg kunne simpelthen ikke slippe bogen, eller den ville ikke give slip på mig.

Lån bogen på bibliotek.dk