113
2010
978-87-02-01205-7
Sidst i 1930erne er Berlin ikke længere et behageligt sted at bo når man som George er til mænd. George er engelsk, intellektuel og lever i metropolen Berlin som forfatter og skribent. Men nazisterne bryder sig ikke om afvigere og betragter homoseksuelle som noget der skal væk. Af vejen. George tager konsekvensen og sammen med sin unge lysende og livsglade tyske kæreste Erich, flygter de nordpå til København. Her venter dog ikke det frie glade liv, nærmere et provinsielt og meget gråt 30er bybillede, hvor økonomien er i bund og det er så som så med åbenhed og udsyn.
George og Erich lejer et værelse i en lejlighed hvor manden er arbejdsløs og moderen bitter, mistroisk og vred på tilværelsen og i særdeleshed på sine påtvungne lejere. De skjuler deres forhold på skrømt og forsøger at holde sig fra køkken og toilet på de tidspunkter, hvor familien bruger dem. Byen selv er uindbydende, uinteresseret og lukket. De er i en skrøbelig situation, hvor de ikke nødvendigvis betragter sig selv som flygtninge, selvom det er præcis hvad de er. Ingen steder føler de sig velkomne. Intet sted har de fred og ro.
“Skiftespor” er en utrolig fin og almengyldig fortælling. Det er smerteligt svært at fastholde sig selv – og i dette tilfælde sin kærlighed og overbevisning – hvis du konstant er under pres fra omgivelserne. Dialogen hensætter dig til 30erne og selvom det aldrig er let at være anderledes kan man næsten fysisk mærke 30ernes nedtrykte gråhed snige sig kvælende ind over alt hvad der skiller sig ud.