Sidste udskænkning i Slaraffenland af DBC Pierre

DBC Pierre debuterede med den Booker vindende ‘Vernon G. Little’, som var en lille kulsort perle der handlede om den utilpassede 15-årige Vernon, sat i scene med en skolemassakre som omdrejningspunkt! Den svære toer, ‘Ludmilla’s gebrokne engelsk’, levede ikke op til forgængeren men havde sine momenter. ‘Sidste udskænkning i Slaraffenland’ handler om en selvhøjtidelig fyr i 20’erne der efter lomme-filosofiske overvejelser beslutter at tage sig af dage. Først skal han dog liiiigeeee og så går det hop-sa-la-hej fremad med bizarre og absurde optrin til følge.

Oversætteren Jeff Matthews rammer ganske vist DBC Pierre’s stil temmelig godt, og Brockwell’s eskapader er da sjove (nogen gange), men desværre mere i en ha-ha stil end overrumplende, og hvad leder det frem til? DBC Pierre’s særlige kendetegn, et levende, virilt sprog tilsat et skvæt overrumplende samfundskritik virker her formålsløs.
DBC Pierre skjuler sig bag prætentiøse deklarationer og ender med på en uforsætlig meta-agtig måde at vise hvad bogen også vil vise: at verden er tom, meningen er relativ etc. etc. At Brockwell (eller historien!) ikke er troværdig er ikke problemet her. Forfatteren overbeviser ikke læseren om at det er værd at følge hovedpersonen og alle de krumspring der medfølger; tempoet, som er DBC Pierre’s store force som forfatter, bruges simpelthen (sammen med de mange irriterende noter) til for mange digressioner. Den klassiske nedturshistorie tilsættes intet originalt og at lade handlingen foregå i henholdsvis London, Tokyo og Berlin virker derfor ekstremt beregnende (et forsøg på at være hip?), selvom disse lokaliteter næsten intet i sig selv tilfører historien.

DBC Pierre har med sin stil skabt sig en succesfuld niche, men han bør overveje om hans skabelon ikke snart skal udskiftes.

Lån bogen på bibliotek.dk