55
2011
978-87-02-11159-0
Rystet Spejl
1.udgave
”Rystet Spejl” er den længe ventede digtsamling fra Søren Ulrik Thomsen, som indtil 1. marts, hvor den udkom, ikke havde givet poetisk lyd fra sig i 9 år.
Som der nævnes i digtsamlingen, er digte rystede spejle, hvori man forsøger at indfange næsten ikke indfangbare ting – et blik fx.
Og det er præcis sådan gode digte virker. De formår at lade os balancere i den tid, digtet varer, på en line, som svæver i luften, og som består af stemninger, fænomener og følelser, der ikke bare lige lader sig konkretisere.
Det overordnede tema i digtene er forgængelighed og refleksion over eksistensen. Thomsen berører døden, hverdagsbanaliteten, digtningen, kærligheden, relationer som engang var – og alt det andet, som hører til denne førnævnte svævende line i luften. Det fine er, at lige i det sekund, jeg begynder at tro, at han er blevet småbitter, fornemmer jeg alligevel en uskyldighed, en ømhed, en forunderlighed, som jeg tolker som en taknemmelighed over livet. Der dukker således alligevel lige en linje op her og der, hvor de blomstrende syrener får lidt opmærksomhed.
Med sit hverdagssprog gør Søren Ulrik Thomsen sig lettilgængelig at læse, uden at det går ud over dybden i digtene. Måske netop derfor kan de gå så dybt. Således kan han ved at skrive “imens vi ventede på døden / som er overvældende, fordi den ingenting er” i én sætning på fladt dansk sige (nærmest) alt det om døden, der er at sige om den.
Jeg nød ”Rystet Spejl” virkelig meget. Den formåede at få mig til at standse op og tænke “Shit, jeg sidder sgu da egentlig her og eksisterer!” De sorte, kantede bogstaver rev endda en tåre eller to ud af mit øje.
Jeg vil dog også sige, at der ikke var så frygteligt meget nyt under den S.U.T.’ske sol. Han er meget genkendelig i forhold til sine forrige digtsamlinger, vil jeg mene, både i sproget og emnerne. Men det gør sådan set heller ikke noget. Der er rigeligt i forvejen, som hans ord-sole lyser over. Og alligevel, af en eller anden grund, har ”Rystet Spejl” for mig også kunnet noget mere. Den er det bedste jeg har læst af ham.