Rovdyr 2 af Jean Dufaux

Rovdyr 2 er endelig udgivet. Planen var vist, at det skulle udkomme i april i år, album tre til august, men nu skriver vi september. Er det skuffende? Nej egentlig ikke, for der er travlt på E-Voke, hvor der udgives en stor mængde tegneserier, hvoraf mange falder i min smag, til min store glæde og til min økonomis sorg.

Men på den anden side er det en lille smule ærgerligt, at man ikke kan få et 4 binds værk lidt hurtigere udgivet, især når historien er så spændende.

I bind 1 blev vi introduceret for søskendeparret, der myrdede løs. De havde noget at hævne. Det gik ud over nogle lidt anderledes vampyrer, der havde udviklet en cyste bag deres øre, men som ellers levede som almindelige mennesker, og langt de flest sad på betydningsfulde poster i samfundet.

Søskendeparret er vampyrer af den gamle skole, bloddrikkende uhyrer, farlige, excentriske og tilsyneladende uovervindelige.

Makkerparret Lenore og Spiaggi overlever strabadserne fra første album, men eftersøges nu af deres tidligere kolleger i politiet. Men det afholder dem ikke fra at fortsætte efterforskningen, især har Lenore en stærk trang til at finde sin ekskæreste, der har forrådt hende. Det lykkes alt sammen, og Lenore møder oven i købet Drago og Camilla.

For det er navnet på de to søskende. Det får vi fortalt i en af de vigtigste sekvenser i albummet, hvor vi får fortalt baggrundshistorien for hele problemet, der opstod for flere århundreder siden.

Det var rigtig fint at få svar på de mange spørgsmål man sad med efter bind 1, men Dufaux hviler ikke på laurbærrene. Historien udvikler sig i foruroligende retninger, både med en trussel mod Drago og Camilla, og mødet mellem Lenore og vampyrerne har en endnu værre udvikling, hvor man kun kan frygte det værste.

Samtidig efterlades man med spørgsmålet om, hvem der egentlig er de gode og de onde i denne historie (udover selvfølgelig de to politifolk). Begge vampyrsider lader til at være nogle sataner, selvom man har en tendens til at holde med de hævnende engle. Men slutningen…ak…

Et enormt underholdende album, en virkelig spændende og dragende historie. Tegninger og farvelægning er lækker med lækker på. Denne gang er den røde farve i overtag.

Marini har dog en tendens til ind i mellem at tegne folks hoveder lidt for lille i forhold til kroppen, men ellers er det en dynamisk og flot stil.

Jeg håber stilen holder i de to sidste albums, jeg vil glæde mig til at kunne læse serien ud i et, selvom det nok først bliver til august 22!

Anmeldereksemplar.