Rosenvej af Eva Tind

Den navnløse pige, som er hovedpersonen i Rosenvej, bor som regel med sin mor og far og lillebror i et parcelhus. I en periode bor broren dog hos mosteren, fordi moren er indlagt på psykiatrisk hospital. På pigens omtale af moren kan man næsten forstå at det måtte ske, for moren hører ikke hjemme på en vej med masser af parcelhuse i Danmark i 1970’erne.

“Hun kaster sig rundt i sengen. Hun ser ind i et kronblad. Det røde reflekterer i det grønne, som et hjerte uden blade, uden. Hun har nervøse symptomer, åndenød, hoste og migræne, hun er en mand med seksuelle længsler, kasterationsangst, drømme, der kommer glidende som kaskelotter.”

Men endnu er det ikke normen, at kvinderne helt har løsrevet sig fra børn og hjem. Moren vender tilbage til Rosenvej og det samme gør lillebroren. Men i mellemtiden har faren kastet sig over barnepigen. Han er fyldt af frustrationer og arrigskab, og er vist heller ikke det bedste selskab for pigen.

Livet passer sig selv efter morens hjemkomst. Det går, men hverken op eller ned. Morens livsfilosofi præger sikkert livet i det lille hjem, og ganske givet også farens frustrationer. Jeg gætter. Men bogen inviterer til det. Vi lever os ind i pigens liv, det er hendes sansninger der skriver bogen, og dermed indirekte hendes følelser – også selvom det er rene sansninger, uden tillagt værdi. Om moren genfortæller hun dog: ” – Livet er ét langt fald, siger hun, – der er så mange måder at falde på, på langs, på tværs, over noget, ved siden af, igennem, i, gennem, på halen, på røven, i sine snørebånd, over sine egne ord.”

Moren er ikke den fedeste rollemodel i forhold til at skabe sig et lyst og positivt sind og en hverdag med glæde, slet ikke når man er barn. Af den grund er Rosenvej ikke den nemmeste bog at læse. Jeg hader den mor og det liv hun har skabt for sin datter. Jo vist, det er ikke umuligt at bryde med sine forældres livssyn, men det er fanden bankemig svært. Og jeg har ingen anelse om, hvorvidt vores hovedpersonen klarer at skabe sig selv et mere glædeligt voksenliv, for Eva Tind slutter sin fortælling inden.

Rosenvej er en bog man skal være i humør til. Alle de røvsyge sansninger af gråvejrsdage og desillusionerede voksne kan tage pusten fra de fleste. Og jeg har ellers nok slugt min del af indigneret socialrealisme. De første to gange jeg begyndte på Rosenvej nåede jeg ikke engang halvvejs. Tredje gang er lykkens gang og bogen blev fortæret på to dage. Jeg fortryder på ingen måde at jeg lod den stå i reolen til den rette dag.

Lån bogen på Bibliotek.dk