0 kommentarer

Pigen med den røde frakke af Kate Hamer

af d. 9. december 2017
Info
 
Sideantal

407

Udgivet

2017

ISBN

9788793279018

Originaltitel

The girl in the red coat - Oversat af Svend Ranild

 

En spændingsroman, jo, måske, men også meget mere end det. For Kate Hamer, der med “Pigen med den røde frakke” udkommer på dansk for første gang, kan meget mere end at skrive en spændingsroman.

Beth har altid været bekymret for sin datter, Carmel. Men siden sin skilsmisse har hun været plaget af frygt for at miste datteren, som går og drømmer og glemmer, hvor hun er. Og en dag bliver mareridtet til virkelighed. Ved en lokal børnefestival i Norfolk, England, bliver den otteårige Carmel væk fra hende i det tågede vejr – og hun er sporløst forsvundet.

Og hvor er Carmel? Ja, pigen ved det knap nok selv. Hun ved bare, at manden, der kom ud af tågen, sagde, at han var hendes bedstefar, og at hun var nødt til at bo hos ham i et stykke tid.

I en periode på over fem år, følger vi skiftevis Beth og Carmel. Vi ser hvordan Beth går i stykker, hvordan hele hendes liv koncentreres om det ene, at lede efter Carmel. Og vi er hos Carmel og hendes nyfundne bedstefar der tager hende med til Amerika, hvor hendes liv tager en meget usædvanlig drejning. Ligesom hendes mor kun fokuserer på at finde sin datter, er Carmels liv centreret omkring hendes mor. Indtil de begge langsomt finder sig selv i deres nye liv, uden hinanden.

Hamer viser mig sine karakterer i en sådan grad, at jeg bliver ét med dem. Jeg kan i den grad mærke Beth og Carmel, og deres sorg bliver min sorg. At historien for Carmels vedkommende, tager en næsten grotesk drejning, fungerer rigtig godt. For når man skriver som Hamer, kan man slippe afsted med hvad som helst.

Historien er spændende, og helt utroligt velskrevet. Det er ikke en spændingsroman af den slags hvor man sidder neglebidende på kanten af lænestolen, og bare må vide hvad der sker på næste side. Men det er en spændingsroman der får mig til at synke dybt ned i stolen og vende side efter side, for at finde ud af hvad der sker med Beth og Carmel. Med mig.

Hamer kæler for hver eneste sætning, og mange gange måtte jeg fortabe mig i ordenes dybde og sætningernes skønhed, fremfor den historie de fortalte. “Pigen med den røde frakke” er en virkelig smuk fortælling. Javist, det er de gamle travere, kærlighed og tab, der trækkes af stalden, men når det gøres som Hamer gør det her, er det som at se dem for første gang.

Jeg kan godt lide en god spændingsroman, og jeg kan godt lide en roman der vil mig noget. En roman der taler til mig, og en roman hvor der er kælet for sproget. Kate Hamer kombinerer disse to, og hun gør det fremragende. Nu håber jeg bare at Hoff og Poulsen vil oversætte og udgive mere af Hamer.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter