Nultid af Juli Zeh
Sin unge alder til trods er tyske Juli Zeh en både rutineret og raffineret forfatter med vægtige, læseværdige bøger sig. Fx “Corpus delicti” – en fremtidsthriller, der udstiller det moderne menneskes grasserende sundhedshysteri på en måde, der både er isnende og lattervækkende.
I den ligeledes isnende “Nultid” er der ikke meget at grine af. Det er en thriller om menneskelige relationer, der kører helt skævt. Meget af handlingen foregår dybt under havets overflade med neoprendragter, iltapparater og elektriske rokker – nok til at give én kvælningsfornemmelser.
Sven og Antje har et kombineret pensionat/dykkerskole på en klippefyldt spansk ø. Det går dem godt, men de kunne godt bruge en solid sjat penge til at bringe stedet i tiptop stand. Disse penge er Theo og Jola villige til at lægge for to ugers intensivt dykkerkursus og personlig opvartning.
Theo er forfatter med en vis succes, og Jola med den adelige baggrund og de rigelige midler er semikendt skuespillerinde. Og så er hun brandlækker. Et mondænt par – der på skrømt er ved at tage livet af hinanden. Eller måske helt bogstaveligt?
Gæsternes livsfarlige drillerier ville under normale omstændigheder få den regelrette Sven til at afbryde opholdet. Men dels har han brug for pengene, dels får han et godt øje til den sprælske Jola.
Så vidt, så godt. Vi ved fra starten, at noget går grueligt galt, bare ikke hvad. Og Zeh kender sine virkemidler, så spændingen og spændingerne stiger konstant. Med til at øge trykket er klippene mellem den faktiske handling (fortalt af Sven i jeg-form) og Jolas dagbog, der ikke helt fortæller den samme historie. Er hun mytoman, eller har hun en skjult dagsorden? Eller er det Sven, der ‘husker’ forkert?
Den erigerende spændingskurve er i sig selv nok til at læse “Nultid” – det er en aldeles fremragende thriller. Men Zeh har flere godter i posen. Først og fremmest mestrer hun kunsten at opdyrke troværdige karakterer og få deres samspil til at slå gnister. I dette tilfælde den følgagtige Antje, der er lidt for glad for sin indesluttede, følelseskolde Sven, som til sin egen overraskelse pludselig får alt for mange følelser for den på overfladen ukomplicerede Jola, der på sin side både foragter og beundrer sin noget ældre mand, den arrogante Theo med den forkvaklede moral.
“Nultid” er et knugende kammerspil og en iskold vandpantomime.
Og som om alt dette ikke er nok, skriver Zeh en prosa af stor skønhed og dybde. Det vrimler med små guldkorn, der fryder ens æstetiske sans, samtidig med, at man får de herligste aha-oplevelser. Mange passager læser man nydelsesfuldt igen og igen.
