Norrlands akvavit af Torgny Lindgren

Et halvt århundrede efter sin storhedstid som meget karismatisk og populær vækkelsesprædikant vender den treogfirsårige Olof Helmersson tilbage til flækken Avabäck. Med sig har han en markant anden udlægning af de ting, han i sin tid prædikede for folk.

Som det fremgår af det lille rids over handlingen, skal man i denne hyggelige, men også ret stillestående bog stifte bekendtskab med en gruppe gamle svenske landsbyboere.

Det er på én gang lærerigt og klaustrofobisk. Lærerigt fordi Torgny Lindgren er en fin forfatter, der har fat i den lange ende når han skriver om almindelige menneskers tro og tvivl. Men altså også klaustrofobisk fordi det tungt tikkende stueur næsten er gået helt i stå i de små nordsvenske hjem.

Måske er bogen som en svensk ødegård; naturen er smuk og tiden har fylde, men der sker næsten for lidt til, at man kan holde det ud i længden. De store stunder er der dog. I denne bog sker det omkring side 125. Lidt sent, men alligevel hele bogen værd.

Jeg vil påpege, at visse pointer godt kunne skæres bedre ud og ikke bare antydes. Olof Helmerssons budskab er jo nok en diskussion værd, men får vi egentlig at vide, hvad der har fået ham til at skifte holdning så radikalt?

Desuden synes jeg mest, at bogens titel virker som en dårlig joke, der spiller på svenskernes dobbeltmoralske forhold til spiritus. Som det fremgår af anmeldelsen af “Døden – en bekymring” er det frikirkelige Sverige nok en så speciel foreteelse, at handlinger med disse kredse som omdrejningspunkt virker noget kedelige på os andre.

Lån bogen på bibliotek.dk