Når krigen slutter af Bent Haller

Forestil dig et meget langt afsnit af Matador (10 timer mindst). Afsnittet foregår i 1940 og videre under krigen, og du sidder og nyder, hvor flot og detaljeret alting er genskabt: Gadebilledet, hjemmene, maden man spiser, de pudsige gammeldags klæder man går i, den respektfulde måde man taler sammen på, de skønne gamle sange i radioapparaterne…

I dette afsnit indtræffer imidlertid ingen af de snurrige hændelser, som giver Matador sin særlige virkelighedsflygtige charme. Dette afsnit er ikke indspillet for sjov – tværtimod er det for at vise, hvor hård og ensformig hverdagen var for jævne mennesker dengang. I 10 timer følger du, hvordan man frøs i de hårde krigsvintre, sov alt for tæt sammen, spiste den tarveligste kost, røg som skorstene, arbejdede hårdt, mens helbredet skrantede, vrissede ad hinanden, dukkede nakken for de satans tyskere…

Sådan er “Når krigen slutter”, Bent Hallers roman om sin mors oplevelser under og efter krigen. Et fænomenalt flot tidsbillede, men også et voldsomt traurigt forløb med dynger af sur blevask, evigt dystre miner og indholdsløse snakke. Som timerne går, lukker en gråtonet atmosfære af mild depression og lettere kedsomhed sig om den sagesløse læser.

Hovedpersonen Edith, hvis liv er modelleret efter Bent Hallers egen mors, er en køn, ung kvinde med uklare tanker om fremtiden. Lillesøster i en børneflok på fem, moren streng og arbejdsom, faren mild og nedslidt, bosiddende i et trangt og fattigt hjem i den lille, nordjyske flække Bangsbostrand nær Frederikshavn.

Edith får plads i huset hos en velhavende mejerist, hvor parolen er flid og nøjsomhed. Men veninden Britta frister med tant og fjas på det lokale hotel, og Edith er ikke svær at lokke. Hun vil more sig, synge, danse, feste, bryde fri af sit ophav, hvor der mildest talt ikke er megen fest og morskab. Man forstår hende, men ret hurtigt indser man også, at hun er et svagt og overfladisk menneske. Hun vil ha’ alt det søde uden at ta’ det sure med i købet:

Selv om alle omkring hende på det kraftigste fraråder det, ligger Edith alligevel i med en tysker (østriger) – og forfærdes over konsekvenserne. Hun lader sig opvarte af en gammel flamme, der måske kan redde hende ud af miseren, men fornægter ham, da han nedbrudt vender hjem fra Sverige, kan ikke klare hans nye glasøje. Sin gamle rare far, der har beskyttet hende gennem hele livet, kan hun næsten ikke bekvemme sig til at besøge på hospitalet, da han ligger på sit yderste.

“Fordi hun havde forelsket sig i den forkerte på et forkert tidspunkt, ville hendes liv blive forkert,” hedder det et sted. En grov forenkling. I virkeligheden forplumres Ediths liv af, at hun konsekvent vælger at springe over, hvor gærdet er lavest. I stedet for at tage kampen op falder hun tilbage til sine ugebladsnoveller (bøger er for besværlige at læse), sine smøger og sine drømme.

“Når krigen slutter” handler om kvinde, der får et trist og utilfredsstillende liv, og som i dén grad selv bærer ansvaret for det. En bedrøvelig historie fra først til sidst. Men flot skrevet.

Lån bogen på biblioteket