0 kommentarer

Mr. Saitos rejsebiograf af Annette Bjergfeldt

af d. 20. september 2023
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

442

Udgivet

2023

ISBN

978-87-7007-843-6

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Lad det være sagt med det samme, hvis jeg ikke havde fået foræret denne bog, vil jeg ikke have fundet den tillokkende. Underlig titel, rodet omslag – og jeg kender ikke forfatteren. Fine ord fra forlaget og professionelt skrevet teaser på bagsiden er heller ikke altid garanti for en god bog.

MEN! Sjældent har jeg følt mig så underholdt som mens jeg læste ”Mr. Saitos rejsebiograf” – en sprudlende og helt vidunderlig historie!

Allerede bogens første sætning er magisk: ”Jeg blev undfanget på et dansegulv i Buenos Aires i 1927”.

Bogen er fabulerende, dragende, magisk og eventyrlig, og handlingen er egentlig ”ligegyldig”, det er måden, historien fortælles på, der skaber magien og fyrværkeriet. Historierne springer bogstaveligt talt ud fra hver eneste side og gnistrer forunderligt læseren i møde.

Man skulle tro, at Mr. Saito, som er med i titlen, er bogens hovedperson – men ham møder vi først på side 157. Inden da er vi blevet introduceret for fortælleren pigen Carmelita, hvis mor Fabiola fik hende i en meget ung alder.

Fabiola er opvokset i et nonnekloster, da hendes mor døde under fødslen, og faderen ikke kunne tage vare på den hende. Da Fabiola bliver gravid med Carmelita, er der krise i klosteret, for kan man huse en syndig ung pige og hendes uægte barn? Det kan man, og Carmelita vokser også op i klosteret, mens hendes mor bliver en gudsbenådet skosælger i den butik, hvor hun arbejder. Bare ét blik på en kunde, og Fabiola kan se, hvilken sko, der vil få kunden til at stråle og vandre ud i verden som et helt nyt menneske.

Carmelita og Fabiola må på et tidspunkt forlade Buenos Aires og ankommer til den lille ø Upper Puffin Island i Canada, hvor de bliver indlogeret på et sømandshjem. Her møder de mange skæve eksistenser, og her lærer de Mr. Saito at kende. Carmelita bliver bedste ven med værtsparrets blinde datter og Fabiola finder sig til rette med at sælge waders og sutsko til de lokale, men får indimellem listet en dansesko ind i repertoiret og snart har hun også oprettet et tangohold.

Annette Bjergfeldt har skabt sit helt eget univers, og jeg kom flere steder til at tænke på Ane Riel – også en forfatter, der er helt sin egen.

En skøn bog, jeg ikke ville have været foruden –en kæmpe vitaminpille, der får blodet til at løbe raskere og læseren til at smile.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter