Mona af Dan T. Sehlberg

“Mona” bygger på en fuldstændigt absurd tanke. Måske…

Eric Söderquist er IT-professor og ditto-forsker. Han har udviklet et system, kaldet Mind Surf. Ved hjælp af systemet kan man styre sin computer, surfe på nettet, skrive e-mails og meget mere, alene ved tankens kraft. Elektroder påvirker samtidig brugerens synsnerver, så selv mennesker kan se hvad der foregår.

Et sted i Mellemøsten dør en hustru og hendes datter i en bombeeksplosion, foranlediget af staten Israel. Tilbage står en knust enkemand, der tilfældigvis også er en af verdens dygtigste programmører.

I en gammel smuglerhule i Gaza, planlægges et altødelæggende anslag mod Israel, af muslimske ekstremister. Man vil smadre Israels økonomi, ved at inficere landets største banks IT-system med en supervirus.

Fik jeg sat at FBI også er involveret?

De stereotype karrikaturer står i kø for at komme til fadet. Der er lagt op til en fast-paced, intetsigende action-thriller, i bedste amerikanske B-film stil. Vestlige helte, mod snuskede og ondskabsfulde muslimske ekstremister.

Når jeg alligevel valgte at læse “Mona”, skyldtes det alene plottet. IT-forskerens hustru, Hanna (der i øvrigt er jøde, så tråden til Israel bibeholdes), smittes via Mind Surf med den altødelæggende computervirus, kaldet Mona, efter ophavsmandens afdøde datter – jeps, lige præcis, hende der blev bombet sammen med sin mor. Og så handler det egentlig bare om, at Eric Söderquist skal findes Monas ophavsmand, og forhåbentlig få en antivirus lokket ud af ham, så Söderquist kan køre et antivirusprogram på sin inficerede hustrus hjerne. Historien lød simpelthen for søgt, og for vanvittig til at lade ligge. Så jeg læste den – og blev overrasket. Positivt overrasket.

“Mona” er svenske Dan T. Sehlbergs debutroman – og hvilken debut. Ikke alene formår han faktisk at skrive sin vanvittige historie hjem, men han gør det så man til sidst tror på, at det måske alligevel godt kan lade sig gøre at smitte et menneske med en computervirus. Der er fuld knald på, hele vejen igennem, og det tror jeg er bogens redning. Det går så stærkt, at der ikke er tid til at tænke over hvad man læser. Karrikaturerne af de gode og de onde, ser man først når bogen er slut, og “Mona” render farten af sig. Men så må man til gengæld også tage sig til hovedet over at have brugt tid på bogen. Og så alligevel – for jeg var faktisk rigtig godt underholdt hele vejen igennem, og uanset hvad, så er det en ganske pæn debut.

“Mona” er den første af to bøger. Den næste kommer til at hedde “Sinon”. Jeg vil ikke love at jeg læser den, men jeg kan nok ikke nære mig for lige at tjekke hvad den handler om. Det ku’ jo være…

Lån bogen på bibliotek.dk