Min stemme gennem mørket af Katrine Vissing

Den kamp man skal igennem med sig selv når man som voksen begynder at erindre hvad der er sket med en som barn, den er hård og det en er langvarig. Og især for dem der har været udsat for seksuelle overgreb. Mange børn der oplever dette skrækkelige scenarie forsvinder fra sig selv og kan derfor ikke huske hvad der er sket. Men kroppen husker og der vil være en bagage som man skal have hjælp til at komme sig over. Og det er også det forfatteren forsøger her i bogen. Hun giver udtryk for at det er en del af endes proces at hun skriver digte, hvori hun kan få smerten ud men også kan skimte et lille håb om bedring. Hun fortæller om terapiforløb og at det er farfar som er monsteret under sengen i hendes barndom. Man er med hende undervejs i digtene hvor hendes længsel efter at være blevet set og hørt viser sig. Hendes behov for kærlighed som ikke blev opfyldt viser sig. Hendes had til den mand der ødelagde mere end hvad godt var er der. Hendes skam som hun forsøger at erkende ikke er en skam hun bør tage på sig. Hendes håb for en fremtid hvor det er hende der styrer slagets gang og hende der bestemmer over sin egen krop. Man mærker som læser af digtene at der er en smerte men også et håb som udmønter sig i at hun får skrevet nogen digte ned der giver god mening for hendes egen proces om heling.

Det er ikke en digtsamling for alle og enhver og selvom den ikke som sådan er detaljeret i forhold til hvad der skete med hende som barn, så er det stadig hårdt at læse. Og det er ikke et glasbillede på nogen måde, men en proces man læser sig igennem hvor man ikke er i tvivl om at der er mere end hvad der bliver beskrevet i digtene, som forfatteren kæmper med.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket