Memoria af David Lagercrantz

Efter nogle halvsløje udgivelser i Millenium-franchisen er svenske David Lagercrantz tilbage på krimisporet med egne plots og et ganske anderledes persongalleri. Herfra skal lyde et rungende til lykke til såvel Lagercrantz som læserne – den nye serie med professor Hans Rekke og kriminalassistent Micaela Vargas er klasser bedre end de bundne opgaver med Lisbeth Salander & ko.

”Memoria” er andet bind i Rekke/Vargas-serien, og historien er aldeles medrivende – især, hvis man er til Conan Doyles Sherlock Holmes-mysterier med et twist af Lars Keplers mondæne splatter.

I Hans Rekke har Lagercrantz helt bevidst skabt en nutidig Sherlock Holmes-klon. Rekke har de samme fænomenale deduktive evner, den samme faible for musik (dog klaverspil, hvor Holmes trakterede violinen), den samme hang til stoffer (oxy’er, ej heroin), den samme iboende melankoli. En herligt aparte hovedperson.

Rekkes sidekick er den lidt yngre Vargas, som altså er kvinde, hvor dr. Watson var mand. Vargas er ikke helt så interessant som den flamboyante professor, men fungerer udmærket med sit latinamerikanske ophav og egne dæmoner.

I ”Memoria” (hukommelse på latin) er Rekke & Vargas oppe mod den geniale-grusomme-stjernerige superskurk Gabor Morovia (Holmes’ hovedmodstander hed Moriarty), som er helt hæmningsløs med at gøre folk fortræd, men aldrig glemmer en uret begået mod ham selv. Hævngerrig er et udvandet udtryk for, hvad der foregår i Morovias brillant-psykotiske hjerne.

Rekke og Morovia mødes allerede som to små vidunderdrenge, og et livslangt fjendskab etableres. Omkring dem omkommer dyr og mennesker på ulykkelig vis, især omspændt af flammer, og et endeligt opgør må nødvendigvis finde sted. Uha, uha.

Således rammefortællingen i ”Memoria”. Selve plottet drejer sig om en for længst afdød kvinde, der efter 14 års fravær pludselig dukker op i en smækker rød kjole på et harmløst feriefoto fra Markuspladsen i Venedig. Rekke deducerer sig frem til, at kvinden har et skadet ben og føler sig forfulgt, og en bog under hendes arm tyder på, at hun er en mesterlig skakspiller. Voila – muligvis er Claire Lidman genopstået fra de døde!?

Og ja, den mystiske kvinde har naturligvis en fortid med Morovia, og så ved såvel læserne som de implicerede, at der er blodige ugler i mosen. En noget yngre Putin og Rekkes spiseforstyrrede datter blandes ind i løjerne, mens Vargas’ kriminelle storebror optræder i en hårdtslående forførerrolle.

”Memoria” er glimrende underholdning uden kedelige mellemspil. Måske er Lagercrantz/Rekke en anelse prætentiøse med deres konstante brug af latinske fraser, men pyt. Jeg skal helt sikkert læse de kommende bind i serien.

Lån bogen på biblioteket