Manden fra Albanien af Magnus Montelius
361
2012
978-87-7053-849-7
Mannen från Albanien
Magnus Montelius’ spionkrimi “Manden fra Albanien” har høstet vognladninger af roser både her og hisset. Besynderligt, for undertegnede synes rent ud sagt, den er røvsyg og skabelonagtig på den fuldkommen fortænkte måde.
Året er 1990. Den fattige albaner Aron Bektashi er netop ankommet til Stockholm, da han ved et uheld dratter i døden fra stor højde. En hjemløs overværer dødsfaldet og bliver kort efter ramt af en flugtbilist. Tobias Meijtens, en ung journalist, kommer tilfældigvis forbi og får færten af en historie.
Hurtigt viser det sig, at albaneren muligvis ikke var albaner, og at hans død muligvis ikke var et uheld. Meijtens graver i den spegede sag og finder frem til, at den har tråde tilbage til nogle højtbegavede, svenske venstreradikale, der flirtede med kommunismen helt tilbage i starten af 1960’erne. Den ene forsvandt sporløst, de to andre sidder i dag på centrale poster i det socialdemokratiske velfærdssamfund.
Meijtens allierer sig med den smukke og indflydelsesrige journalist Natalie, men makkerparret må sande, at magtfulde, ansigtsløse folk i toppen af efterretningstjenesten, det politiske liv – og sågar på deres egen redaktion – vil gå til yderligheder for at bremse dem.
Historien er egentlig god nok, men Montelius evner på intet tidspunkt at gøre handlingen spændende eller vedkommende. Figurerne er ren papmaché (ansigtsløse!), lokationerne er ridset op med de tyndest mulige streger, og dramaet er ikke-eksisterende. Hele bogen er baseret på en lang række replikskifter, hvoraf mange popsmarte eller bare alenlange & teoretiske. Slutningen vil jeg elskværdigt forbigå i tavshed.
Politikens normalt kompetente anmelder sammenligner Montelius med le Carré. Undskyld, Bo Tao, har du drukket af natpotten?
