0 kommentarer

Man skulle nok have været der af Thomas Korsgaard

af d. 2. februar 2022
Info
 
Sideantal

264

Udgivet

2021

ISBN

978-87-11-90033-8

Originaltitel

Man skulle nok have været der

Udgave

1. udgave, 2. oplag

 

I 2017 debuterede den unge forfatter Thomas Korsgaard med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, der er en autofiktiv roman om at vokse op i en fattig og dysfunktionel familie i udkandtsdanmark. Bogen var første del i en trilogi. Bogen høstede fine anmeldelser, ligeså gjorde anden del i trilogien, der udkom i 2018.

Sidste år udkom så sidste del i trilogien, der har fået titlen ”Man skulle nok have været der”.  Det er en bog, som jeg læste på halvanden dag og som jeg mener er den bedste bog forfatteren har skrevet til dato.

Hovedpersonen i denne bog er også Tue, der netop er flyttet til København. Man kan vel lige så godt kalde det at flygte, for han kan ikke længere bo sammen med sine forældre, faderen er voldelig og moderen en medløber, der i Tues barndom brugte tiden og de yderst sparsomme penge på at spille yatzy og tabe pengene.

Tue er 17 år og har intet fast sted at bo og meget få penge. Han har job hos Politiken, hvor han sælger aviser mens han søger at finde et sted at bo. Han har ikke held med nogen af tingene. De værelser han ser på ligger i lejligheder, hvor ejeren af lejligheden er mere end sære. Det sted hvor han tidligere har lejet værelse har ejeren opsagt ham fordi han larmede for meget.

Han bliver venner med unge Victoria, der også sælger aviser på Politiken. Hun hjælper ham til at kunne bo midlertidigt hos hendes mor, der er succesfuld arkitekt. Det er ingen stor succes at være der, han passer ikke ind i overklasselejligheden og den velstillede familie på Østerbro og familien omtaler Tue og hans familie som ”white trash” og føler han udnytter dem og deres venlighed. De forstår ikke ham og miljøet han kommer fra og han forstår til gengæld heller ikke deres spilleregler.

”Man skulle nok have været der” er en fortælling om en ung mand, der flakker rundt og forsøger at finde fodfæste i den store verden. En bog om at være rodløs og om forsøget på at finde hjem. Det er også en bog om, at forsøge at navigere i den normale verden blandt almindelige mennesker når man er opvokset i et Underdanmark, hvor ens familie har været en økonomisk og menneskelig underskudsforretning.

”Man skulle nok have været der” er en uhyre læseværdig og overbevisende bog om et menneske, der forsøger at skabe sin egen tilværelse. Miljøbeskrivelserne og personerne i de beskrevne miljøer er særdeles troværdige og der er i allerhøjeste grad tale om en bog, som jeg håber bliver en nyklassiker.

Denne anmelder håber faktisk, at hele Korsgaards romantrilogi opnår klassikerstatus, for det er alt for sjældent underklassen får mulighed for at vise os andre hvordan livet på bunden af samfundet ser ud.

En læseoplevelse af de sjældne og en gennemført fin bog.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter