Man forsvinder ikke bare af Anna Dyhr
236
2022
978 87 7151 868 9
1. udgave
“Tænkte du på os? Måske til sidst? Jeg snuser efter din duft ved vinduet? Søger efter spor af din kærlighed til os. At du ikke kunne finde på at efterlade os sådan, at det her ikke er en straf, at det ikke kunne være undgået, at det ikke er min skyld.”
Forfatteren Anna Dyhr står uden for sin netop afdøde mors aflåste bolig sammen med sin bror Elias og kæresten Adam. For få timer siden er to uniformerede betjente troppet op ved Annas dør og har oplyst om dødsfaldet.
På et splitsekund bryder Anna sammen, giver sig manisk til at skrive sine tanker ned, samtidig med at hun bæller øl efter øl og prøver at fatte, hvad betjentene fortæller. Hun er fuldkommen uden for rækkevidde, ved ikke, om hun skal besvime eller kaste med ting. Hatten af for de tålmodige ordenshåndhævere.
Fortvivlelsen handler mindre om morens død end om Annas dårlige samvittighed over at have brudt kontakten til den psykisk syge kvinde, som kun blev 56 år gammel. “Hvilken ret har man til at sørge, når man er den, der gav op?”
Man har al mulig ret, Anna. For du har skam ydet dit; du måtte tage ansvaret for din syge mor allerede som 12-årig. Intet barn burde sættes i en sådan situation, og dit fejlslagne forsøg på at pleje, forhåbningsvis endda helbrede din mor, har plaget dig lige siden. Forståeligt nok.
Måske er det derfor, forfatteren er så manisk. I sit tankemylder. I sine handlinger. I sin telegramlignende ordflom. Anna og hendes dagbogsroman “Man forsvinder ikke bare” er kolossalt krævende for både hendes omgivelser og for læseren. Det kræver overskud at befinde sig i dette selvransagende-rablende selskab.
Det nærmest anmassende føleri opleves som kunstigt og drukner i smartheder. “Jeg gav op. Jeg har svigtet min mor. Jeg vidste, du var syg. Det er sandheden. Du er død. Det er virkeligheden.”
Eller denne her: “Jeg mærker sorgen. Den er sort. Kulsort og glinser som fjerdragten på en ravn. Eller en krage, der sidder i et dødt træ og skræpper ud over mudrede marker.”
Til tider virker ordene bare søgte: “Hvad er forskellen på den tilstand, jeg er i som skrivende, som sørgende og den tilstand du er i, mor?”
“Man forsvinder ikke bare” er tydeligvis en art sorgterapi, skrevet over godt 14 intense dage, og har forhåbentlig hjulpet efter hensigten? Men som sagt fornemmes den tyktflydende strøm af verbal sorg ikke som fuldkommen oprigtig, snarere som råb om opmærksomhed fra en 27-årig kvinde, der åbenbart ikke har fået opmærksomhed nok gennem sit korte liv. Det er, som om Anna Dyhr sætter sin sorg til salg.
Hele vejen gennem bogen er tonen skinger, teatralsk. Skulle nogen være i tvivl, om følelserne er ægte, så bemærk venligst de mange utilslørede, selvtilfredse omtaler af forfatterens første roman “Købekælling” undervejs … Man merkt die Absicht und wird verstimmt.
