vælde vokse vakle visne af Sara Baume

Hans mor døde, før han lærte hende at kende. Hans far brød sig ikke stort om ham, faktisk så lidt, at han prøvede at efterlade den lille purk et øde sted, men en geskæftig nabo fandt drengen og bragte ham tilbage til det laksefarvede hus i den irske landsby ved kanten af det uendelige Atlanterhav.

Da han er sidst i halvtredserne, dør faren, kvæles i en stump pølse, og så er han alene i den stinkende, rodede, rottebefængte hybel. Alene i sin hæslighed, pukkelryggen, den skorpede, vortede krop, den slatne hestehale. Alene med sine triste tanker, omgivet af landsbyboere, der aldrig værdiger ham et blik. Alene et helt langt liv.

Hvad gør en klog? Han finder den hæsligste, mest sølle køter i hundeinternatet, med en øjenhule så tom som et sneglehus og en yderst fjendtlig indstilling over for andre hunde og dyr, børn med flere. Enøje, som vores hovedperson straks omdøber kræet, er formentlig en gravhund eller en cockerspaniel, i hvert fald en ihærdig lille størrelse, der som hvalp kom slemt til skade i kamp med en grævling.

To frastødende væsener, som verden ikke vil vide af. De er nu hinandens eneste selskab, har kun hinanden at tale med. Og manden taler og taler og taler. “vælde, vokse, vakle, visne” er dybest set én lang monolog, hvor manden oplyser hunden om, hvad de ser undervejs, hvad der er sket før deres første møde, hvad alverdens blomster og fugle og andre skabninger på deres vej hedder.

Stream of consciousness hedder denne fortællestil, og den irske forfatter Sara Baume må være en af genrens ypperste udøvere. Hvordan hun kan forvandle en månedlang, nærmest begivenhedsløs biltur rundt i irske efterårslandskaber til et naturskønt, medrivende, myldrende og kriblende eventyr, er rent ud sagt mirakuløst.

Intet sker, og alligevel er man konstant suget ind i de to vanskæbners daglige kamp for at overleve på en kost af dåsespaghetti, ingefærkager, chips og regnvand. Bilen sander mere og mere til, hoster ildevarslende, er en slags usynlig tidskapsel i en moderne verden, der ikke ænser den.

Man kan sagtens vælge at tolke “vælde, vokse, vakle, visne” som en kritik af vores måde at udstøde medmennesker, der ikke er som os selv. Men man kan såmænd også bare læne sig tilbage og nyde en virtuos forfatters sanselige og billedskønne beskrivelse af et sært roadtrip på den grønne ø.

Stående ovation til Signe Lyng, der leverer en overvældende smuk og indlevet oversættelse; det har skisme ikke været let.