Krigen der aldrig ender. Reportager fra Afghanistan af Carsten Jensen og Anders Hammer

“Vi valgte at gå ind i Afghanistan. Det er stadig vores krig,” skriver Carsten Jensen indigneret i forordet til hans og den norske kollega Anders Hammers reportagebog “Krigen der aldrig ender”.

Bogen består af en række artikler skrevet i underholdende reportagestil og brug af den brede pensel. Om en af de tragiske kvinder hedder det: “Den billedhugger, hvis mejsel har formet hendes fintfølende ansigt, hedder sorg og smerte.” Og: “Afghanerne er frygtens livstidsfanger.”

Vi møder en række afghanske skæbner på hver side af konflikten. Krigeriske talibanere og korrupte krigsherrer, uskyldige unge piger, modige kvinder med hjerter som løver; mennesker, som lever i den uendelige krigs skygge – som alle kan være dræbt, mens disse linjer skrives.

Unge piger får smidt syre i ansigtet, fordi de går i skole. En afghansk politimand skyder to amerikanske soldater, bliver selv dræbt og helgenkåres; der sker mirakler ved hans grav, påstås det. To billeder fra Afghanistan i dag.

Krigen er en gordisk knude: Hvordan hjælper man døtrene til analfabetiske mænd, der avler 10-15 børn, forbander fattigdommen, men tror den lokale mullah, når han siger, at alle udlændinge er vantro og derfor lovligt bytte? Et sted bebrejdes norske soldater, at de først sikrer sig selv mod morderiske bander, før de kommer lokalbefolkningen til hjælp. Men hvad er alternativet?

Bogen er generøst illustreret med skarpe, intense farvefotos af de portrætterede personer. Overalt mærker man den særegne udstråling af ukuelig livsvilje og afgrundsdyb håbløshed – eller er det bare noget, man som betragter tillægger disse mennesker?

Et stort plus ved bogen er, at den nuancerer den afghanske konflikt. Det hele er ikke bare Vestens skyld. Eller Talibans. Det handler lige så meget om grådige politikere og forbenede stammefolk, som hellere slår deres kvinder ihjel end tillader dem burkatilsløret kontakt med udenlandske journalister.

Et stort minus er, at forfatterne forsømmer at fortælle om baggrunden for krigen. Hvad vil Vesten opnå med sin indsats? Hvad er Talibans mål? Og regeringens? Det er som at se en masse dygtige skuespillere optræde uden manuskript.

I en afsluttende bandbulle fordømmes Vestens (herunder Danmarks) billiondyre indsats – invasionen, det frugtesløse hjælpearbejde og nu tilbagetrækningen. Alt er uigennemtænkt og forfejlet, Afghanistans befolkning lider mere end nogensinde; de eneste vindere er korrupte afghanske politikere, vores egne højrefløjspolitikere og NATO-landenes respektive militærkomplekser.

“Krigen der aldrig ender” er rasende interessant. Og dybt desillusionerende. Det er svært at se lyset noget steds i det tilbagestående, voldsplagede land. “90 procent af alle kvinder er udsat for fysisk vold i deres egne familier.” Gennemsnitsalderen er næppe over 50 år. Det kan næsten kun gå fremad.

Lån bogen på bibliotek.dk