0 kommentarer

jeg bor i en hemmelig drøm af Inger Christensen

af d. 2. juli 2023
Info
 
Sideantal

175

Udgivet

2023

ISBN

9788702391329

Udgave

1

 

Inger Christensen er en forfatter, alle bør kende! Hun er voksede ud af den danske 60’ermodernisme, men på en helt unik måde. Hun var aldrig bange for at gå både nye og gamle veje med sin lyrik, og har således begivet sig ud i både sonetter og systemdigtning. Hendes sprog er på en gang stringent og sprudlende, formfuldendt og nyskabende.

Udgivelsen jeg bor i en hemmelig drøm er en samling af forfatterindens tidlige digte, som ikke før har været udgivet. De er fremskaffet af hendes søn, litteraten Peter Borum, der har fået dem gennem moderens tidligere venner og bekendte. Der er således ikke tale om noget, der oprindeligt var tænkt som en samlet udgivelse, men en række ”enkelttekster og tekstssuiter”, som sønnen skriver i forordet. Ligeledes skriver han, at udgivelsen skal ses som et ”supplementsbind” til forfatterens øvrige udgivelser, og heri må jeg give ham ret.

Digtene er meget blandede i både stil og kvalitet. Det er tydeligt, at de første digte er prøvende både i forhold til sprog, rytme og rim, og de ligger milevidt fra den Inger, vi kender fra senere udgivelser. Undervejs i samlingen modnes digtene dog, og nogle af dem hæver sig op i nærheden de af sfærer, hvor vi kender hende fra. Specielt titeldigtet fangede min opmærksomhed, og hensatte mig i den velkendte Inger Christensen-følelse, hvor sproget bortrykker en fra hverdagen, og man bare kan lade sig flyde med vers og billeder.

Vil jeg anbefale samlingen? Både ja og nej. Som nævnt, er jeg helt enig med Peter Borum i, at udgivelsen kan ses som et supplement til Inger Christensens øvrige forfatterskab. Så hvis man allerede er godt bekendt med dette, kan man med fordel anskaffe sig bogen, og dykke ned i forfatterindens eksperimenterende bagkatalog. Omvend; hvis man endnu ikke er velbevandret udi hendes forfatterskab, så vil jeg klart foreslå, at man først stifter bekendtskab med et par af hendes ”rigtige” udgivelser, og her vil Det, Alfabet eller Sommerfugledalen være mine oplagte anbefalinger.

Samlet giver jeg udgivelsen 3 sikre stjerner. Det er godt, den udkom, da alt af Inger Christensens hånd har fortjent at blive trykt!

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter