Fra blokken af Jonas T. Bengtsson
304
2020
978 87 400 5481 1
1. udgave
Jonas T. Bengtssons nye roman “Fra blokken” er et velkomponeret kammerspil for tre personer. Herudover medvirker nogle få andre aktører, blandt andet en smuk pige med grimme tænder (i en dobbeltrolle), en hårdkogt bandeleder med bløde sider; og Ivertssen, en snu gammel strømer med skjulte dagsordener.
”Fra blokken” er Tarantino light. Tænk på monsterhittet “Reservoir Dogs”, hvor et lille kontingent gangstere excellerer i smarte replikker, mens folk kommer alvorligt til skade omkring dem. Bag den konstante spænding lurer altid et skævt smil.
De tre rødder Danny, Christian og Malik vokser op i ‘blokken’ et sted i Københavns Nordvestkvarter og bliver bedste venner for livet.
En dag laver Danny og Christian et vellykket bræk hos nogle rige møgdyr i Gentofte. Det skal selvfølgelig fejres med et ordentligt kalas på værtshuset Aben hjemme i Nordvest sammen med Malik.
Men ups, dér kalder et eller andet fjols Malik for ‘dumme neger’ eller ‘sorte svin’. Det skulle han ikke ha’ gjort, og så ryger Danny otte år bag tremmer for grov vold. Naturligvis angiver han ikke sine to venner.
I mellemtiden bliver Christian narkostrømer (af alle jobs!), mens Malik uddanner sig til tandlæge. Malik er den intelligente, den venlige, den gode af trekløveret. Men så en dag forsvinder han. Og så bliver Danny prøveløsladt to år før tid – ingen af delene er helt til at forstå.
Danny og Christian giver sig til at lede efter Malik og er nødt til at tale med forskellige mere eller mindre suspekte typer. Danny er det, man med et moderne udtryk kalder voldsparat. Christian er lidt mere afdæmpet, men skam stadig ret målrettet.
I tilbageblik følger vi Malik i ugerne op til hans forsvinden. Han har to projekter: At hjælpe sin far, den etiopiske restauratør, med at overleve kreditorerne. Og at skaffe en smuk ung pige, der er blevet misbrugt, siden hun var 11, et sæt pænere tænder.
Jonas T. Bengtsson har vundet flotte priser og solgt bøger i 20 lande. Mest kendt er nok “Submarino”, som også er filmatiseret. Bengtsson skriver fyndigt, realistisk, med en tør, underspillet humor – men også med en tendens til popsmarte oneliners.
Som hos Tarantino er der smæk for skillingen og fremdrift i plottet. Her er ingen kedelige steder eller klæg selvhøjtidelighed. Bengtssons ambition er sympatisk nok noget så gammeldags som at underholde uden at moralisere.
