Førsteelskeren af Leonora Christina Skov

Mænd er sexistiske, egoistiske svinepikke, der tror, de er guds gave til kvinden trods ofte latterligt små forplantningsorganer og 0 sans for at tilfredsstille andre behov end deres egne. Et fåtal er ikke decideret ondsindede, men så kejtede, at de kræver konstant hjælp for at kunne snuble igennem livet.
Kvinder er varme, omsorgsfulde, overskudsagtige og klart bedre stillet uden mandligt selskab.

Nej, debattør, litteraturkritiker, forfatter og feministisk hardliner Leonora Christina Skov har ikke plads til subtile nuancer på paletten. Budskaberne mejsles i sten, så læserne slipper for at bruge unødig energi på fortolkninger.

“Førsteelskeren” handler om tre generationer af kvinder, alle groft svigtet af mænd. En røg på galeanstalt, en begik selvmord, den sidste er rodløs punksangerinde med frustrationer, der vil forfølge hende resten af livet. Alt sammen mændenes skyld.

Som rammefortælling om denne familietragedie ramler en feteret, men håbløst inspirationsforladt romanforfatter i Berlin ind i en ferm kvindelig bedrager. Det umage par flytter nødtvungent sammen i en lille lejlighed, hvor de kommer på sporet af historien om de tre kvinder.
Forfatteren er synonym med titlens førsteelsker. Et usselt røvhul, der kun dusker spædbrystede tøser, og hvis indstilling til kvinder og sex er så betændt, at Jørgen ‘knepper-mindreårige-Haiti-piger’ Leth ville rødme genert. Her prøver fyren kræfter med en storbarmet kvinde, der formaster sig til at tale om følelser:

“En uoverskuelighed af kurver kom tættere på. Han havde lyst til at råbe, at han for fanden ikke tændte på hunde og små børn og sin egen mor og såkaldte kærtegn opfundet af lesbiske betonfeminister, der udelukkende trængte til en ordentlig pik, men åbenbart var for traumatiserede af guderne måtte vide hvad, og det skulle så gå ud over alle andre. Det her var et knald. ET KNALD, vidste hun overhovedet, hvad det var?”

Samtidig vader Skov i metaforer, hvoraf mange halter fælt: “Ved siden af hende lå et par tårnhøje plateausko, der var lige så umulige at gå i som hendes liv.”

Bogen består af en række breve og mails. De dele, der omhandler den klamme førsteelsker, er fuldkommen enøjede. Til gengæld er afsnittene om de tre kvinder ganske medrivende. Især når man sluger præmissen om, at de udannede kvinder alle formår at skrive lange, spændstige breve fyldt med smukt formede replikker, som til forveksling ligner Skovs egen sprogbehandling. Punksangerinden varierer ved at tilføje ‘fucker’ og ‘fucking’ i hver anden sætning, men formulerer sig ellers formfuldendt som sin mor og mormor.

Ærgerligt, at Skov ikke udfolder historien om de tre kvinder i stedet for at bruge bogen som platform for hadefulde angreb på ‘piksvingerne’. Og i stedet for en tilfredsstillende slutning får vi et minikursus i at skrive bøger, en tirade om det danske forfatterkleresis misundelseskultur og et indfølt portræt af en kendt litteraturkritiker (Leonora Christina Skov).

“Førsteelskeren” er en rodet affære med overtoner af feministisk kampskrift. Men der er gode takter undervejs, så hvis Skov engang får lyst til at skrive en sammenhængende historie uden alle disse uforgribelige meninger, har hun utvivlsomt både fantasien og talentet.

Lån bogen på bibliotek.dk