Flugten af C.L. Taylor

Jo og Max er forældre til Elise. De har mistet et barn, Henry, før de fik Elise, og angsten sidder og lurer i Jo, som dårligt nok tør lade Elise være ude af syne. Da en kvinde, der præsenterer sig som Paula, en dag beder om et lift, føler Jo det som en trussel, at hun kender navnet på Elise og har en af hendes vanter. Jo bliver mere og mere uligevægtig og nervøs, samtidig med, at andre begynder at tvivle på hendes evner som mor. Hvor kom f.eks. de blå mærker på Elises ryg fra? Og er hun begyndt at tage stoffer? Eller drikker hun måske? Rygterne kan hurtigt spredes.

Hendes ægteskab med Max fungerer ikke særligt godt, og da Max tilsyneladende ikke forstår alvoren i truslerne, mens Jo mener, deres datter er i fare, beslutter Jo sig for at forlade Max og flygte med Elise.

Bag på bogen får den dette skudsmål: ’Vildt spændende og umulig at lægge fra sig’.

Handlingen er for så vidt spændende nok, men når jeg alligevel er lidt ‘lunken’ i min bedømmelse af bogen, skyldes det flere ting. Den første er, at personerne bare ikke virkede troværdige for mig. Det har noget at gøre med den måde de taler og tænker på. Det virker ikke naturligt. Her er det Jo, der tænker: ‘Jeg fik dårlig samvittighed, da Max spurgte mig i telefonen, om jeg havde fået tænkt over det med, om vi alle tre skulle flytte til Chester. Han har begået fejl og har været selvisk, men det har jeg også.’

Den anden ting er sproget – bogen er skrevet i et simpelt sprog med korte sætninger. Alligevel bliver nogle sætninger meget knudrede, og det generer min læsning, at der skiftes mellem nutid og datid, tilsyneladende umotiveret og ofte midt i en sætning – et eksempel:

’Jeg havde troet, at han ville have ringet til politiet, straks jeg fortalte ham hvad der var sket. Men han syntes åbenbart, jeg er en hystade. Hvordan skulle jeg kunne ringe til politiet, hvis min egen mand ikke tror mig?’

Forfatterens måde at bruge sproget på kunne være bedre, og det er med til at gøre læseoplevelsen mindre god.

Lån bogen på biblioteket