Fluen og evigheden af Håkan Nesser

Nesser er en af mine yndlingsforfattere, og jeg er altid spændt, når der kommer en ny bog fra denne forfatter. Og indtil nu er jeg ikke blevet skuffet – før “Fluen og evigheden”, som er meget anderledes end de andre bøger jeg har læst af forfatteren.

Bogens hovedperson er den 54-årige Maertens, alias Leon Dalmas, som efter at have siddet 14 år i fængsel nu arbejder på et bibliotek. Fritiden bruger han til at afskrive store digterværker, han har lært udenad!, spille skak med en kollega, og se veninden Birthe. Men hans liv er i forandring – Han har fået en kræftknude, Birthe dropper deres uforpligtende møder – og han begynder at modtage mystiske telefonopringninger, hvor der blot er stilhed i røret – alligevel er han ikke i tvivl om hvem der ringer.”En stilhed som han vil kunne genkende blandt tusinde stilheder.”

Som i andre af Nessers romaner strækker historien om Leon/Maertens sig langt tilbage i tiden, og langsomt får vi hans historie – om studietiden på filosofistudiet, venskabet med Tomas, forelskelsen i Marlene – som giftede sig med Tomas – og endelig hvordan og hvorfor han kom i fængsel.
Men selv om der er lighedspunkter til andre af forfatterens bøger er denne roman desværre skrevet alt for filosofisk og store dele af den gik hen over hovedet på mig. Det er uden tvivl en dybsindig og velskrevet roman, som man kan få meget ud af, hvis man har forudsætninger for at forstå den – men uden at kende til filosofi er den svært tilgængelig. Jeg er glad for, at det ikke var mit første bekendtskab med Nesser, for så er jeg bange for, det også var blevet det sidste. Nu vil jeg glæde mig til den næste Barbarotti-bog udkommer – og stille denne bog på hylden.

Lån bogen på bibliotek.dk