Falken af Tom Egeland

Bagsiden lokker med ”et åndløst mareridt” og ”en intenst spændende thriller”, men hvis man går efter en historie, hvor man sidder helt ude på stolen, bliver man skuffet.

Men…. det er en rigtig god historie, der er fortalt på en særegen interessant måde og ikke ligner nogen anden krimi/thriller, jeg har læst. Det er forfriskende og godt. Jeg slugte bogen i to store bidder og følte mig godt underholdt. Men jeg bed ikke negle undervejs.

Handlingen foregår i Oslo centrum, hvor en sporvogn kapres, og politiet skal finde en taktik for, hvordan de får reddet gidslerne ud i live. Plottet er spektakulært, intelligent og overraskende lige til det sidste.

Vi følger i krydsklip gidslerne, kaprerne, ”hovedgerningsmanden”, politiet, pressen og den norske regering. Læseren flakker rundt i jagten på at finde ud af, hvad plottet er. Hvorfor kører sporvognen rundt og rundt? Hvorfor frigiver kaprerne nogle gidsler, uden at have fået deres krav opfyldt? Er den lille pige, der blev hevet ud af sporvognen, blevet kidnappet? Hvordan ville man selv reagere, hvis man var et gidsel fastsurret til et sporvognssæde uden mulighed for at slippe væk? Gidslernes forskellige reaktionsmønstre og tanker trigger noget i læseren. Hvordan ville jeg selv reagere?

Citat: “Falken siges at kunne gå i ét med omgivelserne. I Grønland er falken hvid som sne. I Island er den lysegrå som klipperne. I Norge er den mørkegrå som den mørke granit på fjeldene. Sådan bliver falken usynlig”. Det spotlight, der i bogen sættes på Falken, maner til eftertanke hos læseren, og ordene hævn og tilgivelse får en dybere klang.

Der er mange personer at holde styr på – og det er en af bogens svagheder. Man kommer alt for lidt ind i hver enkelt persons følelser og tanker, og skal bogen en dag filmatiseres, tænker jeg, man må skære i persongalleriet. Bogen har helt sikkert filmpotentiale: tempofyldt på en stille måde, uforudsigelig, spændende lokaliteter i Oslo og ikke mindst den næsten religiøse slutning.

Til sidst i bogen spinder forfatteren en ende over, hvordan det efterfølgende gik gidslerne, det havde han ikke behøvet, da det grænser til det sentimentale.

Det er mit første møde med Tom Egeland, men jeg har mod på at læse nogle af hans tidligere bøger også.

Lån bogen på biblioteket