Fader vor af Angela Lehner

Sikke en historie. Den er skrevet næsten som en feel-good roman men det er på ingen måder det den indeholder. Det er til gengæld en barks historie om et søskende par som vokser op med overgreb, ustabilitet og en familiekonstellation som på ingen måde er sund. Vi kommer ind i historien ved at vi følger en kvinde i hendes indlæggelse i psykiatrien og her støder hun på sin bror som er indlagt med en voldsom spiseforstyrrelse. Han vil først ikke have noget med hende at gøre, men ender alligevel med at have kontakt. Man er med under terapi forløb og man får hurtigt en fornemmelse af at hun ikke er god til at forholde sig til sandheden, eller at hun ganske enkelt ikke ved hvad der er sandhed og hvad der er løgn. Og hendes behandler knytter hun sig så alligevel til, men så sker der noget med ham som bliver det gennembrud der gør at hun tager fra stedet med sin bror. For nu skal de hjem og slå deres far ihjel. Den tur bliver heller ikke som forventet, eller går ikke så nemt som hun regnede med.

Det er kaos og virvar af følelser og et usundt sind som man følger hele vejen. Og kigger man på hendes bror er det ikke meget bedre. Det er en mangel på omsorg, en indgangsvinkel til livet som er fuldstændig forskruet grundet opvækst og miljø. Det er horribelt på mange måder. Men desværre er det også let genkendeligt hvis man har oplevet overgreb, svigt og traumer i sin barndom og som voksen har psykisk sygdom tæt inde på livet.

Det er en meget relevant roman selv om den er svær at komme sig over som læser. For det er virkelig ikke en pæn og sød fortælling, men en historie der er gennemgribende voldsom og dybt ulykkelig.

Hårde og barske livsvilkår, men virkelig beskrevet flot. Lidt en kunstart at historien skrives med et nærmest romantiseret skær som gør at man som læser nemt kan læse bogen og man kommer langt ind i den før man opdager hvor frygteligt det hele egentlig er.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket