Evas øje af Karin Fossum

Oldies, but goodies. Denne halvgamle sag fra den norske krimidronning Karin Fossum er kun blevet bedre med årene – fordi tingene dengang i 1995 (1997 i Danmark) ikke behøvede at gå så sindsoprivende stærkt endsige at være så sensationelt bloddryppende eller udspekulerede.

Langsommeligheden betyder, at vi kommer godt ind under huden på den trængte kunstner Eva og på hendes med- og modpart, kriminalkommissær Sejer. De bliver begge til rigtige mennesker med sorger og glæder, drømme og længsler, uden at det går ud over plottets fremdrift.

Jeg nød Evas stunder med den gamle, hyggelige far-gubbe, der både elsker sin datter og en lille én til næsen – og Sejers små snakke med sin store, godmodige hund, der kærligt savler på sin herres fødder i søvne.

Spændingen er bestemt ikke på niveau på Jo Nesbøs hårrejsende thrillere – og godt det samme. Hver ting til sin tid.

Konrad Sejer har lidt svært ved at tro på, at et mord og en forsvindingssag i hans lille, norske by ikke skulle være relateret til hinanden. Den ludfattige maler Eva er på den ene eller anden måde involveret i begge sager, men præcis hvordan? Selv siger hun ikke meget.

Sejer er mere end en smule fascineret af den langbenede kvinde og ikke mindst hendes uudgrundelige kunstværker og behøver nu heldigvis ikke påskud for at opsøge hende mere end én gang.

Læs “Evas øje”, hvis du føler trang til en hyggekrimi befolket af tredimensionelle mennesker, der mere eller mindre tilfældigt gribes af omstændighederne og må reagere derefter. Lige som alle os andre.

Lån bogen på biblioteket