0 kommentarer

En julekalender: 24 nedslag på decembervej af Margaret Lindhardt

af d. 1. december 2019
Info
 
Udgivet

2019

ISBN

978-87-410-0609-3

Udgave

1. e-bogsudgave

 

Der findes mange ritualer til at forberede sig til den store højtid. Det kan f.eks. være en berigende erfaring, at tage sig en lille stund hver dag i december måned for at reflektere lidt over det, julen drejer sig om — både for en selv og for andre.

Det er denne reflekterende forberedelse på juletiden, der er udgangspunktet i Margaret Lindhardts „En julekalender — 24 nedslag på decembervej“. I 24 korte kapitler deler den tidligere radiovært sine tanker om årets største fest. Hvad er det, der gør, at følelserne — positive og negative — ofte bliver forstærket i juletiden? Hvorfor bliver der sat „ekstra blus under vores følelsesregister“, så snart vi nærmer os jul?

Margaret Lindhardt, der gennem to årtier var vært på radioprogrammet „Giro 413“, skriver i sin julekalender om familie og fælleskab, om ensomhed og hjemløshed, om forventninger og skuffelser — om jul som kontrasternes fest. Hun gør det som skarp iagttager af samfundet, men også ud fra sine personlige erfaringer: Hun deler mange anekdoter fra sit liv, hvordan hun oplevede julen som pige, som ung mor og nu i rollen som bedstemor. Hver kapitel indledes med guldkorn fra den danske og engelske (jule)sangskat eller med nogle vers fra velkendte salmer og digte: „Der er noget i luften, jeg véd ikke hvad, som forår, skønt skoven har mistet hvert blad“ (Vilhelm Gregersen, 1911) eller „And so this is Christmas, for weak and for strong, for rich and the poor ones, the road is so long“ (John Lennon, 1971), for kun at nævne to af de velvalgte optakter.

„24 nedslag på decembervej“ byder på en festlig og fornøjelig „solostund“ hver dag i julemåneden. Ikke alle kapitler har et typisk juleemne — og det er nok den eneste kritik —, men alle har dybde, er oplysende og samtidig underholdende.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter