396
2006
978-87-7053-576-2
Efterskalv
I sin tid bebudede Jan Arnald, der er forfatteren bag pseudonymet Arne Dahl, at hans serie om svensk politis såkaldte A-gruppe ville komme til at bestå af ti bind i alt. Umiddelbart lød det af en del, men her efter niende bind sidder man tilbage og ønsker, at succesen med disse “deckare” er så stor, at forfatteren glemmer sin oprindelige plan og bare bliver ved. Og ved…
Forbrydelsen denne gang er en bombesprængning i den stockholmske tunnelbane en tidlig augustdag i 2005 kun en lille måneds tid efter at London blev ramt af terroren. Elegant kobles udåden til både en feministisk gruppe og en gruppe, der kalder sig Siffins Hellige Ryttere.
Man følger henført de små spor, som får A-gruppens forskellige medlemmer til langsomt at afdække de mange lag i forbrydelsen, der også får flere af A-gruppens egne medlemmer til at måtte tænke deres egen gøren og laden godt og grundigt igennem.
Selv om der stadig kan være problemer med at holde f.eks. Nybergs, Norlanders og Söderstedts personer ude fra hinanden i det lange løb, er der alligevel en fin dynamik i A-gruppen, der består af ti almindelige svenske mænd og kvinder i alderen nogle og tyve til op i halvtredserne. Kun deres job gør dem usædvanlige, og bogen har en fin balance mellem deres normale liv og deres noget specielle arbejde.
Endelig rummer bogen et kært gensyn med den stærke tiltrækning mellem gruppens leder Kerstin Holm og så manden fra interne udredninger Paul Hjelm, der faktisk var den karismatiske hovedperson i seriens første bind. Alt i alt et nyt pletskud fra Arne Dahl. Hvis man ikke kan vente på den danske oversættelse, kan bogen erhverves i enhver boghandel på den anden side af Øresund.