Efter branden af Rosamund Lupton

Lige dele raffineret krimi og psykologisk studie af nutidens skrøbelige familiestrukturer. ”Efter branden” var i 2011 den næstmest solgte skønlitterære bog i England; fuldt forståeligt. Her er noget for både den spændingshungrende og den mere analytiske læser, hvortil kommer et overraskende litterært greb, som Rosamund Lupton slipper flot fra at bruge.

Under en idrætsdag på en lille, engelsk privatskole bryder den gamle bygning i brand, mens alle elever og lærere er i gang med diverse aktiviteter udenfor. Eller næsten alle, viser det sig. Nogen er fanget inde i det helvedes inferno.

39-årige Grace har to børn på skolen, Adam på 8 og Jenny på 17. Grace, der hjælper til ved idrætsdagen, opdager pludselig, at Jenny sandsynligvis befinder sig i den brændende bygning. Hun styrter ind i flammerne, kæmper sig vej op ad trapperne, og så bliver alt sort. Således indledningen.

Det meste af handlingen foregår herefter på hospitalet, hvor Grace og Jenny ligger i koma, begge livstruende kvæstet. Deres kroppe er døende, men selv er de vågne og går – usynlige for andre – rundt på gangene, taler med hinanden, observerer farens og brorens reaktioner og begynder at indse, at branden må være påsat. At lade den bevidstløse Grace være fortælleren fungerer forrygende godt.

Krimiplottet er kolossalt spændende. Lupton formår konstant at sende læserens mistanker i nye retninger: Har Jenny en morderisk stalker, der oven i købet prøver at slukke for hendes kunstige lunge på hospitalet? Eller er branden et forsøg på forsikringssvindel? Eller er det lille Adam, der har leget med tændstikker, som politiet tror?

Lige så overbevisende er dissektionen af familielivet i vore dage. Faren og moren, der på én gang vil gå gennem ild og vand for deres børn og har tårnhøje ambitioner på deres vegne, men samtidig har travlt med egne karrierer og gøremål. Teenagedatteren, der er fokuseret på drenge, tøj og sjov snarere end studier – og er umulig at tale fornuft med. Den lille dreng, som er optaget af riddere og eventyr og er ligeglad med de mere prestigefyldte sportsaktiviteter. Lupton viser flot, hvor sårbar sådan en lille kernefamilie er.

Der er lidt tomgang undervejs, der er måske lidt rigeligt føleri, men portrættet af den selvopofrende løvemor Grace går alligevel lige i tårekanalerne. Og whodunnit-elementet er høj klasse.

Lån bogen på bibliotek.dk