Dukkemageren af Jessie Burton

Er det muligt at forudsige, hvad der skal ske for andre mennesker og hvor mange hemmeligheder kan der egentlig være i et enkelt hus i Amsterdam i slutningen af 1600-tallet?

Den engelske debutant Jessie Burton tager læseren med på noget af en tidsrejse til 1686, hvor vi første gang møder Nella, da hun netop er ankommet til byen for at skulle bo der. Forud for hendes rejse blev hun gift med den rige Johannes Brandt, der er blandt Amsterdams dygtigste købmænd og da hun ankommer, opdager hun, at huset ikke kun er for hende og Johannes. Hans søster Marin bor der også og de har en tjenestepige ved navn Cornelia og ikke mindst bor tjeneren Otto der også. Sidstnævnte er mørkhudet og det er bestemt ikke velanset af alle i byen. Allerede fra første færd fornemmer Nella, at Johannes er en travl og dermed meget fraværende mand, men en dag har han en gave med hjem til hende:

”Midt på flisegulvet står et skab – et kolossalt møbel, en halv gang højere end Johannes; et enormt skab på otte buede og solide ben og et par sennepsgule fløjlsforhæng, der er trukket for. Efter at have skubbet læsepulten ind i et hjørne for at gøre plads står Johannes ved siden af med den ene hånd oven på det, mens han kigger på det skinnende træ og smiler sorgløst.”

Det er et helt specielt dukkehus, som han har foræret hende: det er noget nær en perfekt udgave af deres eget hus. Men hun mangler nogle ting, som hun kan putte derind og derfor forfatter hun et brev til en dukkemager i deres by, hvor hun bestiller et par ting. Hvad hun ikke forventer er de ekstra ting, som dukkemageren sender med. Blandt andet 8 små dukker, som inkluderer dem selv, deres bekendte/forretningspartnere Agnes og Frans og ikke mindst Johannes’ unge ven Jack. Efterhånden som tiden går må Nella erkende, at alt nok ikke helt er, som det skal være og efter hun finder sin mand i en situation, som hun ikke havde set komme, begraver hun sig i sin egen seng et stykke tid, før hun endelig får snakket med Marin:

”Nella peger på dukkehuset. ”Jeg går ud fra, at du ville foretrække at se mig derinde.”

”Hvad mener du?”

”Mit liv her er forbi.”

Marin stivner, og Nella skubber tallerkenen med de sidste vafler hen mod sin svigerinde. ”Det er slut med at koste rundt med mig, Marin. Jeg forstår alting nu.”

”Men gør du nu også det?”

”Det gør jeg.” Nella tager en dyb indånding. ”Og der er noget, du bør vide.”

Blodet strømmer op i Marins blege ansigt. ”Hvad?” spørger hun hurtigt. ”Hvad er det?” ”

Alt er ikke som det ser ud og i dettes hus kommer hemmelighederne pludselig vrimlende i en grad, som Nella bestemt ikke er vant til. Men burde hun have set det komme og er det muligt for en dukke at ændre sig med tiden, således at den matcher begivenheder i virkeligheden?

Det er bestemt ikke til at mærke, at Burton er debutant. Tværtimod. Denne bog emmer af grundig research og for mig var det til tider som om, at jeg selv stod ved siden af Nella og iagttog hendes verden. Hvad der virker som simple karakterer i starten er det bestemt ikke når vi kommer til bogens slutning og den måde, Burton serverer et lille stykke af hemmelighederne efterhånden, var virkelig gennemtænkt (og utrolig beundringsværdigt for en debutant). Det er både en historisk roman, en form for familietragedie og samtidig en form for thriller. Alt i alt en velskrevet roman, hvis historie ikke efterlader en med det samme og allerede nu glæder denne læser sig til hendes næste roman.

Lån bogen på Bibliotek.dk