Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata

Hvor ofte har du spurgt et andet menneske ”Hvad laver du så til hverdag?”. Underforstået: hvad arbejder du med, hvilket job har du? I stedet for at overveje: HVEM er dette menneske, hvilke menneskelige kvaliteter indeholder det andet menneske og hvilke fritidsinteresser har vedkommende mon?

”Døgnkioskmennesket” er fortællingen om et menneske, der er blevet til sin arbejdsfunktion. Et menneske, der ikke kan finde ud af, at være menneske, som efterligner andre og har svært ved at finde ud af hvad ”normal” betyder og som derfor anses som ”sær” af sine omgivelser.

Keiko er 36 år og bor i Tokyo. Hun er enlig, har ingen børn, har faktisk aldrig haft sex og har ikke rigtig nogen omgangskreds bortset fra en gammel skoleveninde og en søster. Hendes forældre lever stadig, men hun besøger dem sjældent da de gerne ser hun gifter sig, finder et bedre job og bare kravler lidt op af karrierestigen.

Herudover har hun arbejdet som løsarbejder i en døgnkiosk i Tokyo i 18 år. Et dårligt betalt job uden prestige og uden avancemuligheder, et job som ofte tages af unge mennesker i en kort periode indtil de finder noget bedre i en pokkers fart. Eller af mennesker, der har mistet sig selv.

Der er bare det, at Keiko kan lide sit arbejde og hun ikke ved hvad hun skulle gøre i stedet. Hun er blottet for arbejdsmæssige ambitioner og får næsten stress ved tanken om, at hun reelt ikke kan regne ud hvad omgivelserne, herunder familien forventer af hende. Da hun ikke kan regne ud hvad ”normalt” er efteraber hun kollegernes måder at tale på, deres tøjstil osv. for at få fred. Ved at efterabe får hun fred da hun dermed undgår at virke så sær, som hun selv tror hun er.

En dag starter en ny løsarbejder i døgnkiosken. En yngre mand, der heller ikke passer ind. Han fyres, de slår sig sammen – eller rettere, han snylter på Keiko, forsøger at få hende til at få et bedre job så hun kan forsørge ham og han fortsat kan sidde hjemme i lejligheden og spise hendes mad og svine hende til ved at kalde hende for en taber og et udskud. Finder hun sig i det? Læs bogen og bliv klogere på det.

”Døgnkioskmennesket” er en vild bog. En foruroligende bog om at have mistet sin identitet, om at blive til sin arbejdsfunktion i stedet for et levende menneske af kød og blod, om manglende evne til at fungere i sociale sammenhænge og om ikke længere at have evne til at indgå i væsentlige relationer med andre.

Der er tale om en velskrevet bog, der faktisk også er rystende i sin skildring af den moderne verdens arbejdsliv og af den måde vi ser hinanden på – for er Keiko i virkeligheden en taber? Næppe, hun passer bare ikke ind i karriereræset.

”Døgnkioskmennesket” er måske ikke årets bedste bog, men den er en af årets væsentligste bøger da den sætter spørgsmålstegn ved om det er i orden at bedømme et menneske ud fra kriterier som jobstatus eller civilstand.

Som sagt – en vild bog, foruroligende, væsentlig og velskrevet, en bog, der tåler at blive genlæst flere gange, en meget fin bog.

Lån bogen på biblioteket