Digterens død af Torben Munksgaard

Hvis dette bogmøde var en Tinder-date, var jeg matchet forkert! Bogen og jeg gjorde ikke godt indtryk på hinanden, men vi skilles som venner.

Når det er sagt, har pressen givet bogen fantastisk fine anmeldelser, og jeg selv blev forført af drømmen om endnu en Nørrebro-krimi (en kriblende forhåbning om, at der er andre derude end Jesper Steins Axel Steen). Men bogen er så meget andet.

Den lokker med opklaringen af et mord – en digter, der findes død efter at være faldet ud fra sin altan og en ven, der stædigt forsøger at bevise, at det ikke var selvmord, men mord.

Det er en langsom fortælling med mange sidespor, og Torben Munksgaard portrætterer værtshusets Jonna med stor nænsomhed, ligesom læseren kommer til at fatte stor sympati for Simon, der stædigt opsøger sin afdøde vens familie, venner og uvenner samt vidnerne til faldet i jagten på en morder.

Sprogligt er bogen super god med poetiske vendinger og finurligheder, fine personbeskrivelser og en troværdig karakteristik af værtshus- og kunstnermiljøet i København. Men krimihistorien, der er historiens omdrejningspunkt er fesen og mangler totalt de højdepunkter, der kendetegner en krimi, og ”plottet” er skuffende banalt.

Rent fysisk var bogens papirkvalitet og skrifttypen udfordrende for denne læser, mens jeg var vild med kortet over Nørrebro på inderomslaget – også selvom handlingen ikke kun udspillede sig i dette kvarter.

442 sider er meget at komme igennem for til sidst at konstatere, at bogen nok ikke skulle have været læst og bedømt som en krimi, men som en fortælling om menneskeskæbner. Men på titelbladet står trykt “Kriminalroman”.

Bogen er første bog i en trilogi, men jeg står desværre af her.

Bogen er et anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket