0 kommentarer

Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen

af d. 1. august 2006
Info
 
Sideantal

373

Udgivet

2004

 

Den største udfordring for en journalist er at finde den gode historie. Den evne har dokumentaristen Thorkild Hansen. I denne bog fra 1962 bearbejder han et fantastisk materiale frem om en mislykket, dramatisk, nervepirrende, dødbringende, skelsættende og værdifuld dansk ekspedition til Mellemøsten.

Succesen stod den unge landmåler Carsten Niebuhr for. Gennem utrætteligt arbejde og med primitivt udstyr tegnede han nøjagtige kort over Yemen og en lang række arabiske byer. Han indsamlede gamle skriftsprog, og samlede et kæmpe materiale om livet, handlen, sproget og naturen i store og små arabiske byer. Det er alt sammen udgivet, og Niebuhr har fået opkaldt en afdeling på Københavns Universitet efter sig.

Men fra begyndelsen var han en biperson. Kong Frederik V udpegede i 1756 magister Frederik Christian von Haven til en stor ekspedition, som skulle undersøge planter, levevis, sprog og geografi i områder, der omtales i Biblen. Von Haven var sprogmand, og derfor blev ekspeditionen suppleret med en svensk botaniker, Peter Forsskål. Senere blev Niebuhr udpeget sammen med en tegner og en læge.
Von Haven forberedte sig i fem år på statens regning uden reelt at bestille noget. Han var en doven snob, som var bange for turen. Forsskål var en uhyre flittig botaniker, men også en stridsmand, som ikke kendte kompromisets kunst, og de to stridedes med hinanden fra dag et.
Ekspeditionen kom af sted i 1761, og den blev senere forsinket, da von Haven indkøbte arsenik hos en apoteker i Konstantinopel. De øvrige deltagere frygtede, at han ville forgive sine rejsekammerater. Von Haven havde to veldefinerede opgaver, som han ikke løste, og han døde i Yemen af malaria. En måned senere bukkede Forsskål under for samme sygdom, og siden tog den også livet af tegneren og lægen. Niebuhr blev også ramt, men overlevede og fik bragt det meste af ekspeditionens materiale til Danmark.

Bogen har det hele. Dramaet mellem videnskabsmændene, de spændende og farlige ekspeditioner og Arabiens forunderlige geografi og historie. Alt sammen båret af menneskets evige jagt på lykken.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets sommerkonkurrence 2006

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter