Det forsvundne tegn af Dan Brown
562
2009
978-87-91746-70-3
The Lost Symbol
Der er gået et par år siden Robert Langdon farede igennem Paris og Londons gader sammen med Jesus’ efterkommer, Sophie. Nu er Robert tilbage i USA hvor han arbejder på Harvard. Men ligesom Robert tror at alting falder på plads for ham, bliver han kaldt til Washington D.C. af sin ven og mentor Peter Solomon. Eller det troede han i hvert fald. Da han ankommer til Washington, finder han dog ud af, at Peter bliver holdt fanget af en galning, der nu er overbevidst om, at Robert kan hjælpe ham med at løse en ældgammel gåde. Gåden om det tabte ord, som Frimurerne har prøvet at holde hemmelig i flere århundreder.
Jeg havde glædet mig så meget til denne bog! OG hold kæft hvor blev jeg skuffet. Bogen er den femte fra Dan Brown, og jeg har slugt alle de andre fire med hud, hår og bogryg. Så selvfølgelig havde jeg grund til at vente på ‘The Lost Symbol’. Og derfor endnu mere grund til at blive skuffet.
Mit første problem var, at kapitlerne er så korte. Det har de selvfølgelig også været i de andre bøger, men der var der normalt kun 2-3 steder, som kapitlerne skifter imellem. Men i denne bog er der nogle gange 5-6 steder, som der bliver skiftet igennem. Og det er virkelig irriteret, når man allerhelst bare har lyst til at høre om, hvad Robert laver og finder ud af.
Samtidig går der meget lang tid, før der opstår spændende spor og gåder, og der går endnu længere tid, før bogen bliver interessant og spændende, faktisk går der 350 sider.
Mit allersidste problem med bogen var, at før man fik svaret på gåderne, som personerne allerede kendte svaret på selv, skulle de snakke sig igennem det hele, i stedet for bare at give svaret og snakke bagefter. Man kunne måske forestille sig, at dette skulle hjælpe med at højne spændingen, men sådan var min oplevelse overhovedet ikke. Jeg blev bare utroligt irriteret og havde flere gange lyst til at slå bogen i.
Ikke en gang slutningen kunne redde bogen. Slutningen faldt til gengæld fladt og de sidste fem sætninger var direkte platte i et pinligt forsøg fra Dan Browns side på at være filosofisk.
