0 kommentarer

Det er Knud, som er død af Robert Zola Christensen

af d. 4. juli 2019
Info
 
Sideantal

222

Udgivet

2019

ISBN

978-87-998888-9-4

 

„Det er Knud, som er død. Forstaar I?“ — sådan lyder den sidste linje i Tom Kristensens mindedigt om polarforskeren Knud Rasmussen, udgivet i hans dødsår 1933. Digtet og Knud Rasmussens liv og levned inspirerede forfatteren Robert Zola Christensen til hans nyeste roman, hvor polarforskerens ånd ligesom svæver over fortællingen, der i Allan-Bertram ellers har en decideret „anti-Knud“ som hovedperson.

Livet er ikke en dans på roser for Allan — eller en spændende hundeslæderejse gennem jomfrueligt land for den sags skyld. Han er nyskilt, uden fast job og har det ikke let med sin drikfældige mor. For at gøre det endnu værre gider hans to sønner, der bor sammen med hans eks og hendes nye kæreste, ikke rigtigt far-weekenderne mere. Allan trænger til at komme lidt væk fra det hele, især da julen begynder at banke på, og han accepterer et job som dansklærer for en gruppe kinesere på en højskole. Men så sætter et tilfældigt møde med hans ungdomskæreste Amina en række begivenheder i gang, der fører Allan rundt i landet og får hans øjne op for, hvad der virkelig skete dengang, han troede, han var i et lykkeligt forhold med Amina.

Robert Zola Christensens scenografiske skrivestil tager læseren med på en roadtrip, hvor den moderne anti-Knud prøver at få lidt af de gamle dage tilbage, hvor — for at sige det med Knuds ord — mænd gik „ud at skyde Rovdyr-Bjørne“ og kvinderne modtog mændene „i varme Stuer med god Mad“.

Christensen fanger læseren med et sprudlende sprog, præget at originalitet og underfundighed. Velafbalancerede sceneskift og tilbageblik holder spændingen oppe til den sidste side. Og faktisk lidt længere end det, for når fortællingen slutter, er der stadig en del personlige mellemværender, som man håber vil blive afgjort i en fortsættelse.

Christensens sidste roman, „Balloner forbudt“, som Knud-romanen på sin vis er en forlængelse af, er i øjeblikket ved at blive filmatiseret af Zentropa — en skæbne, som man også godt kunne tænke sig for Knud-stoffet.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter