Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz

Man kan ikke anmelde David Lagercrantz’ fortsættelse af Stieg Larssons Millenium-trilogi, “Det der ikke slår os ihjel”, uden i det mindste at overveje, om der er tale om gravrøveri og kynisk kommerciel udnyttelse af et univers skabt af en mand, der netop hadede kommerciel udnyttelse og havde viet sit forfatterskab til skarpt at kritisere det, der nu overgår ham posthumt.

Gravrøveri er for så vidt en udmærket betegnelse. Alligevel fortjener enhver bog at blive anmeldt på sine egne præmisser, så lad os glemme etikken et øjeblik.

Lagercrantz er en driftssikker forfatter – måske i højere grad end Larsson, der sandt for dyden ikke var den store stilist. Handlingen glider velsmurt afsted i et mainstreamplot befolket af endimensionelle figurer. International bestsellerstil blottet for personligt engagement. Enhver, der holder af hurtigtgående thrillere, vil føle sig fint underholdt.

Lagercrantz bruger drevent det samme trick som sin succesfulde landsmand, Jan Guillou: Deres motor i bøgerne er at overdrive hovedpersonernes karakteristika ud i det tegneserieagtige. Lisbeth Salander er ikke bare en suveræn hacker, hun er verdens bedste. Mikael Blomquist er ikke bare en velmenende fyr, han er fuldkommen ubestikkelig. De kloge er superkloge. De onde er satanisk onde. De smukke er überlækre. Panserne er snotdumme…

Det er nemt, det er utroværdigt, og i sidste ende bliver det kedsommeligt. Er man ikke til superhelte (som er et typisk bestsellerfænomen), mister man interessen. Pudsigt nok tilføjer Lagercrantz nye facetter til Salanders karakter, bl.a. var hun som barn opslugt af Marvel Comics-tegneserier: “De der historier med alle deres overtydeligheder…” Selvmål!

Handlingen: Den brillante forsker Frans Balder gør nogle epokegørende opdagelser om kunstig intelligens. En hemmelig organisation efterstræber den nye viden, og Balder flygter fra USA hjem til Sverige, hvor han samtidig vil være en bedre far for sin autistiske søn med de sensationelle tegneegenskaber. Sønnen overværer et mord – spørgsmålet er, om han på et tidspunkt vil tegne, hvad han så. Superjournalisten Mikael Blomquist inddrages for at grave i sandheden om det magtfulde netværk. Det samme gør superhackeren Lisbeth Salander, som aner, at modstanderne tilhører den modbydelige organisation, som hendes afdøde far, Alexander Zalachenko, havde skabt; nogle meget fæle russere. Som et øje i det høje overvåger den amerikanske Big Brother-organisation NSA alt og bedriver tilmed statsligt sponseret industrispionage.

Genbrug er tidens løsen. Lagercrantz indforskriver naturligvis en komplet ignorant psykolog, der overser et højtbegavet barns behov og bare vil tvangsindlægge vedkommende – som Salander i Millenium-serien; bare mere banalt.

Lån bogen på biblioteket