Det der er værre af Lars Kjædegaard

Det er altid en fornøjelse at være i selskab med Lars Kjædegaards drabsefterforskere Thor Belling og Anita Hvid fra Københavns politis drabsafdeling. “Det der er værre” er ingen undtagelse.

Thor Belling får et alvorligt problem, da en døende kvinde pludseligt tilstår et mord, som Belling ti år tidligere fik dømt en anden for. Den uskyldigt dømte har næsten afsonet sin fulde straf, da kvinden træder frem. Hvad i alverden fik ham til at tilstå drabet?

Thors samvittighed nager ham, hvilket får ham til at kontakte den dømte mand, inden han løslades. Besøget giver ham ikke alle svar, og da skæbnen kort efter indhenter den uskyldige mand, begynder en ny sag for Hvid og Belling.

“Det der er værre” er den niende selvstændige bog i serien om Hvid og Belling, og alle bind kan for så vidt læses uafhængigt af hinanden da de sager de enkelte bind omhandler, afsluttes i hver bog. Vil man gerne have den sideløbende historie om Hvid og Belling fra start til slut, anbefales det dog at læse bøgerne i rækkefølge.

Igen er det en sprudlende Kjædegaard der lader pennen løbe. Plottet er indviklet, og det er svært at finde hoved og hale i historien, altså på den gode måde. Opklaringen af det obligatoriske mord er en speget affære, og det hele stritter lidt i mange retninger, uden at makkerparret fra drabsafdelingen rigtig kan få skovlen under sagen. Men Hvid og Belling går, som altid, til sagen med krum hals, og det hele ender da også som det skal til sidst.

Noget af det der virkelig tiltaler mig ved Kjædegaards hovedpersoner er, at de er ganske almindelige mennesker. De er ikke de alt for ofte sete kliché-betjente uden respekt for det de laver, men med stor respekt for de misbrug af forskellig art de er havnet i. Hvid og Belling er som de fleste af os, og derfor er de troværdige, længere er den sådan set ikke. Og fordi de er troværdige, kan jeg forholde mig til dem, og igennem dem til den historie Kjædegaard fortæller. En kunst som faktisk meget få krimiforfattere mestrer.

Samspillet mellem hovedpersonerne er ganske enkelt fremragende fortalt. Den daglige jargon på jobbet, deres små talemåder og deres dybe professionalisme serveres med store mængder humor – ofte af den sorte slags. Men det bliver aldrig påtaget sjovt, så det kommer til at virke dumsmart. Det er som det er, og Hvid og Belling opfører sig som folk gør, når omstændighederne bringer dem tæt sammen.

Nogen har sagt at “Det der er værre” er Kjædegaards bedste. Jeg har endnu ikke læst dem alle, så det skal jeg ikke kunne sige, men jeg medgiver gerne at den er fremragende. Men jeg er lidt bange for hvad der sker den dag jeg har læst alle bøgerne, for der er ikke mange danske (eller udenlandske) krimiforfattere af Kjædegaards format.

Lån bogen på Bibliotek.dk