0 kommentarer

Den slags små ting af Claire Keegan

af d. 21. december 2021
Info
 
Sideantal

124

Udgivet

2021

ISBN

978-87-434-0141-4

Originaltitel

Small Things Like These

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Forord: ”Denne historie er tilegnet de kvinder og børn, der blev anbragt på Irlands mødrehjem og magdalenevaskerier”.

En lille fin bog – en novelle kunne man fristes til at sige – men det er den nok for lang til. En roman er det heller ikke. Men en lille let og dog dyb fortælling.

Vi er i Irland i 1980’erne hos Bill Furlong, der bor sammen med sin kone og deres døtre. Bill leverer kul til kunder i byen. Han er glad for tilværelsen og sin familie, og selvom de ikke har meget at gøre godt med, har de det rart med hinanden.

Bill er vokset op hos sin katolske mor, der fik ham som bare 15-årig. Moderen arbejdede i huset hos en velhavende kvinde, der behandlede ham og hans mor kærligt og respektfuldt. Moderens familie slog hånden af datteren, da hun blev gravid – og Bill knyttede sig til mrs. Wilson, der lod de to blive boede i huset indtil moderen fik en hjerneblødning og døde. Efter moderens død flyttede Bill væk fra mrs. Wilsons hus, men bevarede en god kontakt til hende og medhjælperen Ned, der også boede i huset.

En dag skal Bill op til det katolske kloster med en sending kul, og her bliver han kontaktet af en ung fortvivlet kvinde, der er låst inde i et skur. Hun siger, at hendes barn er taget fra hende og spøger Bill, om han ikke vil tage hende med væk fra klosteret, ned til floden, hvor hun vil drukne sig.

Klosteret tager sig af unge ugifte piger, der er kommet i ulykke – de lader de unge kvinder arbejde i klosterets vaskeri indtil de har født, herefter bliver børnene taget fra dem og bortadopteret. Disse vaskerier er ikke fri fantasi. De fandtes overalt i Irland og blev kaldt Magdalene vaskerier, og der er grumme historier omkring de unge pigers og børns skæbne. Et kloster er ikke altid så rent og helligt som man skulle tro.

Oplevelsen sætter sig i Bill, og han kommer til at tænke på, at hvis ikke Mrs. Wilson havde taget hans mor under sine vinger, så var hun sandsynligvis endt på et Magdalena vaskeri og han selv været fjernet fra sin mor.

Bill må gøre noget! Også selvom det vil involvere hans familie. Og også selvom det ikke er let! Han vil gøre en forskel!

En rigtig fin lille bog, der vil egne sig som en kærlig gave til en læser. Smukt omslag, smukt indhold.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter