Den sjette forræder af Charles Cumming
364
2011
978-87-638-1802-5
The trinity six
1.udgave
Blandt verdenshistoriens mest berømte forrædere tæller Philby, Blunt, Burgess, Maclean og Cairncross, der helt op i 1950’erne spionerede mod England til fordel for Sovjetunionen. Men hvad hvis der fandtes en sjette mand, som bare ikke blevet opdaget?
Denne ikke helt urealistiske tanke er omdrejningspunktet i Charles Cummings spionthriller “Den sjette forræder”. Via en veninde kommer Rusland-eksperten Sam Gaddis på sporet af en Edward Crane, som angiveligt skulle være død år tilbage, men måske i højeste grad er i live. Og med en spændende historie at fortælle.
Både MI6 i London og FSB (tidligere KGB) i Moskva mener dog, at Cranes historie er bedst tjent med at samle støv et eller andet sted. Og pludselig begynder folk med kendskab til sagen at dø omkring Gaddis. En væmmelig lejemorder, muligvis udsendt af den russiske præsident Sergej Platov (Putin!) himself, kommer til London. Samtidig begynder en kvindelig engelsk agent med helt specielle ordrer at tage affære. Det går op for Gaddis, at projektet ikke bare er en potentiel guldgrube; det er direkte livsfarligt.
“Den sjette forræder” er klassisk skæg-og-blå-briller med aflyttede telefoner, afledningsmanøvrer og en bestemt avis under armen, når man mødes. The Guardian skriver længselsfuldt, at Cumming er selveste John le Carrés arvtager, men skyder desværre langt over målet. Dertil er handlingsgangen for forudsigelig, karaktererne for papagtigt stereotype og hele intrigen for amatøragtigt beskrevet. Bogen er hyggelig, letlæst og ærkebritisk, men så slipper superlativerne også op.
Cumming sender os vidt omkring. Fra 30’ernes kommunistiske sympatisører i Oxbridge til nutidens agenter i London, Moskva, Berlin, Barcelona, Wien og Budapest. Masser af sceneskift, men lokalkoloritten virker, som om den er taget på Google-rundrejse.
Også spændingen er pseudo. Ganske vist er der en tilpas dosis mord, men de bliver aldrig rigtigt nærværende. At Gaddis lader sig opskræmme af emsige toldembedsmænd, forbipasserende politibiler og sin løbske fantasi, er ikke noget, der giver den sagesløse læser sved på panden. Helt ude i hampen er det, at den 43-årige russisknørd scorer en totalt lækker nogleogtyveårig godte og herefter glemmer alt om hende i de næste mange dage.
Jakob Levinsen leverer en velfungerende oversættelse. Det er selvklart ikke hans skyld, at Platov undervejs skifter fornavn til Vladimir, som virkelighedens Putin sjovt nok hedder. Hvad hjertet er fuldt af.
