0 kommentarer

Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen

af d. 5. februar 2021
Info
 
Sideantal

255

Udgivet

2021

ISBN

9788743401063

Originaltitel

Bli snill igjen
Oversat af Rolf Stavnem

 

En sommerdag cykler Henning til arbejde i en ny habit med korte bukser. Det er en dag, som kommer til at forandre hans liv. Den let komiske habit er muligvis medvirkende til at sætte forandringen og romanen i gang!

Trods den humoristiske start er det en dybt alvorlig roman. En sjældent ærlig og nøgen beskrivelse af et menneskes dybeste søgen efter en kærlighed, hvor han kan smelte sammen med et andet menneske.

Fra ung teenager har Henning haft en dyb længsel efter at give sig hen til en anden, i forventningen om ”for evigt”. Da den første pige, Heidi, dropper ham til fordel for en ældre fyr med bil, er der noget, der lukker sig i ham. Få uger efter møder han dog Ida til en fest, og så fortsætter fortællingen med en kavalkade af forelskelser og seksuelle erfaringer.

Imellem beskrivelserne af kæresterne og udviklingen af sig selv som seksuelt væsen indgår mange refleksioner over kønnenes fastlåste roller. Ungdomsårene foregår i en lille by i Norge i begyndelsen af 1980 ´erne, hvor Henning ”troede, at verden ville blive ny, helt ned i de sociale fibre, der bandt mennesker sammen. Snart ville mennesker kunne møde hinanden på en friere måde, uafhængigt af deres køn…” (s.88)

Men i stedet oplever Henning, at både mænd og kvinder hurtigt kommer ind i fastlåste roller. Han bliver dygtig til automatisk at give omsorg, men savner selv at blive taget sig af. Det strækker sig helt ind i det seksuelle, hvor kønsrollerne også låser parterne fast. Som mand får Henning sjældent lov til at føle sig lille eller miste kontrollen.

”Jeg har lyst til at blive ejet…” ”Jeg vil også være den, der bliver gjort noget ved, og der mener jeg ikke kun seksuelt. Jeg har brug for omsorg, som jeg ved, hvordan jeg selv kan give, men som jeg næsten aldrig selv har fået, i hvert fald ikke af en kvinde. Og for resten heller ikke af en mand……” (s. 233)

To længerevarende forhold bringer to døtre til verden. Men dermed også sorgen over at miste et tættere forhold til sine børn, når parforholdene går i stykker. Henning oplever ved hver nyt forhold håbet om endelig at blive sig selv sammen med den nye kæreste.

Romanens mange kæresteforhold kan virke som gentagelser, men med nye udviklinger og erkendelser. Det er en meget ærlig roman om hudløs længsel efter kærlighed, og den giver rum til, at begge køn kan befri sig fra fastlagte roller i søgen efter kærligheden.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter