Den blinde mand i Sevilla af Robert Wilson

Sevilla – dansen, tyrefægtningen, jomfruprocessionerne og den almindelige hverdagsromance i spaniernes slummertilværelse i den varme by. Alt forstyrres da en skygge melder sig i gyderne. Skyggen har noget at hævne og en historie at fortælle. Og det er han ikke bange for at gøre politiet opmærksom på:

“‘Vi har noget her’, sagde Calderón og samlede mobiltelefonen op.
Han læste på den lille skærm. Han rynkede panden og så forpint ud.
“‘Taler De fransk’? Spurgte han og rakte Falcón telefonen. ‘Jeg mener, det er enkelt men… meget mærkeligt’.
“‘Aujourd’hui, maman et morte. Ou peut-être hier, je ne sais pas'”
Falcón fik omgående kvalme, så voldsomt at han ville kunne brække sig.
‘Jeg forstår det’, sagde Calderón. ‘Men hvad betyder det’?
‘I dag døde mor. Eller også var det i går, det husker jeg ikke’ sagde Falcón.”

Kriminalkommissær Javier Falcón kastes ud i en modbydelig sag, da en ældre rigmand findes bundet og lemlæstet i sit hjem. Han er blevet tvunget til at se noget han for alt i verden ikke vil se på, og er snarere død af rædselen end af regulær vold. Falcón opdager (forbløffende) hurtigt at mordet kan kædes sammen med hans egen fars, den berømte kunstmaler Francisco Falcóns, fortid, og da flere lig begynder at melde sig, øges spændingen.

Anmeldte bog er en lettere udefinerbar satan.
Jeg kender intet til Robert Wilsons “rang” i forvejen – udover altså at “Den blinde mand i Sevilla” er hans første udgivelse på dansk, så jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Romanen er spækket med små genialiteter, men også med en mængde irritationsmomenter.
Blandt sidstnævnte at sex spiller en på en måde unaturligt stor rolle. Hvad der normalt kun positivt krydrer enhver krimi, bliver pludselig perspektiverbart i enhver sammenhæng. Ikke bare fordi det er en del af plottet, men også bare fordi det pludselig er overalt. Men det kan selvfølgelig også bare være paranoia.
Derudover mistænker jeg Wilson for at være lidt for glad for sine egne spanskkundskaber (vi andre forstår det altså ikke!), og ideen om en nedslidt mand, som oveni hatten finder sin døde faders dagbogsnotater, “som pludselig afslører en helt anden person under det smukke ydre” forekommer uoriginal – selvom uddragene af disse er bogens stærkeste side.
Sidst skal det nævnes at politiarbejdet virker lidt halvhjertet. For eksempel afsløres der forbløffende meget for de mistænkte der afhøres, fra politifolkene.

Nå, opsummering: Det forekommer mig at være en bog der kører sig selv lidt for højt op i starten – de lange psykologisk/filosofiske diskussioner giver først mening når man nærmer sig klimaks, men den er læseværdig som god krimi med sans for uhyggelige “fortidseffekter” – specielt de afsluttende kapitler og dagbogsuddragene er velskrevne og fængende.

Lån bogen på Bibliotek.dk