De dødes navne af Oliver Bottini

Et skur brænder ned til grunden inden brandfolkene kan nå at slukke ilden. Desværre ligger der et våbendepot skjult under skuret, og en af brandmændene dør under nogle eksplosioner. Freiburgs kriminalpoliti efterforsker sagen og den nu tørlagte alkoholiker, kriminalkommissær Louise Boní, får meget mod sine chefers vilje tilkæmpet sig en central rolle.

Efterhånden som undersøgelserne skrider frem rykker fokus længere og længere væk fra Freiburg og stadig flere parter bliver involveret i efterforskningen. Faktisk så mange, at Bottini vælger at bruge en hel side først i bogen på at forklare alle de forkortelser, der bliver benyttet for samtlige afdelinger, tjenester og kommandoer, som vil ha’ noget at skulle ha’ sagt.

Først undersøger man mulige forbindelser til nynazisterne i omegnen, siden flyttes fokus til Balkan med tråde tilbage til borgerkrigen i 90’erne. Og vi får nærmest hele historien om denne forfærdelige krudttønde af politiske og religiøse modsætninger, med had, folkedrab, skjulte dagsordener og hele den tyrkiske musik. Endelig havner efterforskningen helt ude i Pakistan, hvor folk i opposition til USA-venlige styre gør brug af tyske kontakter til at forberede et opgør. Og gudhjælpemig om vi ikke havner blandt amerikanere, som både leger røvere og soldater midt i Schwartzwald, og tillige leger kispus med alle de ovennævnte tjenester…

Puha, for en pærevælling. Jeg synes, der bliver lidt for meget at holde rede på. Hertil kommer at Louise Boni har fået endnu mere rod i eget privatliv og konstant kæmper med sine små sprutdæmoner. Og endelig er der så mange referencer til den første bog i serien “Mord i Zen”, at den nærmest ikke kan læses selvstændigt.

Men når alt det er sagt, så er Louise Boni stadig et rart bekendtskab med alle hendes problemer og sympatiske karaktertræk. Og Bottini er stadig god til at skabe elementær spænding.

Lån bogen på Bibliotek.dk